Danmarks Riges Grundlov er i sin nuværende form vedtaget den 5. juni 1953. Men i sine hovedtræk går lovteksten tilbage til 1849, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling vedtog loven som udtryk for landets overgang fra enevælde til demokrati. Den havde oprindelig 100 paragraffer, men er nu strammet sammen til 89. Af disse er omkring 60 identiske med bestemmelser i den oprindelige junigrundlov, syv andre paragraffer står endnu ordret fra lovrevisionen af 1866. Grundloven har altså i imponerende grad stået sin prøve som regulator for statsstyrelsen i mere end 150 år, en periode, hvor det danske rige og dets befolkning i enhver henseende har forandret sig og landet undergået hårde politiske storme.
Når loven står så forholdsvis uforandret, skyldes det kun delvis, at det bevidst blev gjort svært at forandre den (§ 88). Medvirkende er også, at junigrundloven blev formuleret i så generelle og smidige vendinger, at den kunne holde til det politiske livs krav om spillerum. »En forfatning skal være kort og uklar,« sagde den store kejser Napoleon, og det er et godt råd både for et diktatur og et demokrati. En grundlov skal være en rammelov, som dels kan suppleres med speciel lovgivning knyttet til enkelte af dens paragraffer, og dels kan gøres til genstand for fortolkning og sædvanedannelse til enhver tid. Domstolene og universiteternes juridiske professorer i statsret har gennem årenes løb haft indflydelse som fortolkere af grundloven i de forskellige udgaver af de juridiske lærebøger, f.eks. Dansk Forfatningsret. Det gælder for den nugældende grundlov særlig professor Alf Ross og professor Poul Andersen, der var tilfordnede ved forfatningskommissionen 1946-53 og siden skrev hver sin lærebog i statsforfatningsret, to meget forskellige tolkninger, der har haft en stor indflydelse på praksis.
Det er gratis at oprette en konto