Demokratiet i Athen: udvikling og struktur

Solon blev øverste embedsmand (arkont) i Athen i 594 f.Kr. Han lavede nogle reformer som gjorde bønderne bedre stillet ved at mildne gældslovene. Han ned skrev lovene. Dette var et skridt mod demokratiet. Efter ham kom Peisistratos som videreførte Solons reformer, han gav meget af adelens jord til mindre bønder og for byerhvervene gjorde han også en masse.

Det endelige demokrati blev gennemført af Perikles. Dette gik ud på at borgerne i polis (altså ikke kvinder, slaver eller tilflyttere) fik politiske rettigheder. Dette skete fordi Athen havde oplevet økonomisk fremgang efter perserkrigene, så også de lavere klasser fik mere velstand. Den fælles kamp havde givet en følelse af fællesskab og lighed. Man sikrede ved lodtrækning om embederne og diæter (levevis) for al offentlig virksomhed at alle kunne deltage. Man sad kun på et embede for et år af gangen. Man skulle ingen faguddanelse have kun interesse og ansvarsfølelse for statens anliggender (som var en borgerpligt). Da poliserne ikke var så store var det muligt at komme til folkeforsamlingerne uden at sætte flere dage af til det. Her blev beslutningerne taget af folket selv. De blev afholdt hver 9. dag alle mandlige borgere over 18 kunne deltage, tale og afgive sin stemme. Ikke alle kom hver gang men omkring 6000 var til stede hver gang (i Athen). Alle sager var tilrettelagt af Rådet og dels forretningsudvalget, prytanerne. Rådet var et mellemled imellem den lovgivende folkeforsamling og embedsmændene, der havde den udøvende magt. Det skulle stille lovforslag og bistå embedsmændene. Rådet bestod af 500 mand, der årligt blev valgt ved lodtrækning (50 mænd fra Athens 10 fyler). Hver fyles rådsmænd var en 10 del af året Rådets forretningsudvalg, prytanerne. Sammen med embedsmændene stod de for den daglige ledelse på Athens rådhus. Formanden svarer til statsministeren og denne skiftede mellem prytanerne dagligt så alle fik deres tur. Den dømmende var folkevalgte nævningedomstole (i store sager 501 mænd). For at forhindre tyranner kunne folkeforsamlingen landsforvis politikere med disse tendenser, de stemte på potteskår (kaldes ostrakisme).