Men ud over sletten ser hun den frihed som hun så længe har længstes efter. Jeg ville ønske hun kunne mærke hvordan vinden slynger hendes hår rundt om hendes hoved og kilder hendes skuldre. Hvordan den friske luft trykker sig ned gennem hendes hals og fylder hendes lunger. At kunne gøre præcis hvad hun har lyst til. Og se det smil jeg elskede så højt. Jeg tænker tit på hvor hendes tanker flyver hen når hun sidder der i vinduet og ser så sørgmodig ud men samtidig så hamrende smuk.. tænker hun på det jeg ville gøre, hvis jeg sad der? Eller tænker hun mon over hvordan hun kunne slippe ud derfra? Eller har hun måske mistet håbet helt om friheden der venter herude? Har hun måske også glemt mig..
Jeg kan ikke holde det ud længere, mit hoved er ved at eksplodere af tanker. Tanker om jeg nogen sinde får lov til at holde om hende igen. Mærke hendes bløde hud mod min. Bare jeg kunne råbe til hende at jeg elsker hende, men hver gang jeg prøver forsvinder lyden med blæsten.
Jeg kan kun se hendes lange sorte blanke hår, der klamrer sig, til de kolde vinduestremmer. Tårnet er koldt, selv om jeg befinder mig i glødende varmt sand. Mon det er min kærligheden der varmer det? Jeg sparker til sandet, -viser det min vrede. Det lander blødt igen, som om det undskyldte. Aicha og jeg, mødte hinanden en aften, i byen. Hun var på vej til det afghanske bryllup. Hendes søster Lamba, skulle giftes med en rig dansker. Hvorfor må Lamba være sammen med en rig dreng, når jeg, med normal økonomi, ikke kan se mit livs kærlighed. Hendes forældre er urimelige. Vi mødte hinanden, eller rettere sagt, vi nåede næsten ikke at dele ord, før kærligheden blev revet ud af mig. Og selvom det ikke blev til mere end de ord sidder hun fast i min hukommelse.
Det er gratis at oprette en konto