En kærlighedshistorie novelle

Frigg vågnede op i sengen, badet i sved på trods af vinterkuldens faste tag i værelset. Hun hev efter vejret, og satte sig rystende med ryggen mod væggen. Hendes tanker fór rundt i hovedet på hende, og hun havde svært ved at tænke klart. Mareridtet havde overvældet hende totalt, taget pusten helt fra hende og væltet hende omkuld - måske fordi det netop ikke var startet som et mareridt? Hun rakte ud efter pakken med cigaretter i vindueskarmen, og kort efter nød hun følelsen af nikotinen i kroppen, imens en øjeblikkelig ro bredte sig i hende. Ubevist sendte hun en række røgringe mod loftet, og begyndte at gennemgå mareridtet fra start til slut i sine tanker. Frigg anede ikke, hvorfra denne smukke pige var kommet, men i det øjeblik deres øjne mødtes, slog det gnister. Pigen havde de smukkeste dybblå øjne Frigg nogensinde havde set, og på trods af den umiddelbart store kontrast mellem de to, var der kontakt med det samme. De sagde ikke et ord, betragtede blot hinanden, imens de langsomt bevægede sig tættere. De stod i lang tid, med blot få centimeter imellem deres kroppe, og kiggede hinanden dybt i øjnene - hele tiden de dragende, generte blå øjne foran hende. Følelsen af pigens åndedræt mod hendes eget fik hjertet til at banke hårdere i hendes bryst, og hårene på hendes arme rejste sig af spænding. Det føltes som om hendes krop var ved at give efter under hende, da de endelig omfavnede hinanden. Følelsen af pigens spinkle, feminine krop mod hendes var utrolig, fantastisk. Bedre end noget hun før havde oplevet. Frigg fandt det umuligt ikke at smile, og smilet blev ikke mindre, da det blev modtaget af et, der var lige så stort som hendes eget. Omfavnelsen spredte varme ud til hver en del af deres kroppe, og hele verden forsvandt omkring dem. Lykkefølelsen var total og Frigg følte hun svævede på en rus af et stof hun endnu aldrig havde prøvet. Det var med den følelse i sig, at hun lænede sig helt ind til den smukke pige i hendes arme og kyssede hende. Kysset var slet ikke som hun havde forventet. Hun havde forventet, at hjertet ville galopere af sted, at hendes hænder ville ryste og at hendes krop ville smelte. Men læberne hun mødte spændtes brat og da Frigg undrende trak sig tilbage og betragtede pigen, stirrede et par blå panikslagne øjne op på hende. Først forstod hun ikke, hvad der skete, men pludselig blev hun opmærksom på en tyk rød væske der hastigt spredte sig på pigens kjole. Blodet strømmede ud fra et sted på pigens overkrop, og angsten stod tydeligt malet i hendes ansigt. Frigg skreg, forsøgte at stoppe blødningen, holdt om pigen og gjorde på alle måder alt hvad hun kunne, for at forhindre det uundgåelige. Panisk og grædende måtte Frigg betragte pigens liv strømme væk med blodet, indtil hun lå ganske livløs i Friggs arme. Det var her Frigg, var vågnet. Hun kunne endnu mærke følelsen så stærkt indeni, at det var svært at tro, at det ikke var virkelighed. Der var noget ved dette mareridt der så afgjort adskilte det fra alt andet hun tidligere havde drømt. Det hele havde været så... intenst. Så virkeligt! Hun stod ud af sengen og gik ud på badeværelset for at få lidt koldt vand i hovedet. Da hun rettede sig op over vasken, mødte hun sit eget blik i spejlet foran hende. Langsomt betragtede hun personen der gemte sig deri. Det korte stride hår, de brune øjne, den markerede krop, der vidnede om mange timers ugentlig træning, de små bryster og smalle hofter - hun var på alle måder anderledes end den blåøjede pige fra drømmen. Pigen havde udstrålet så meget ømhed, havde været så helt igennem feminin og uskyldig. Frigg selv udstrålede styrke. Styrke der var kommet af lige dele modgang og kampånd. Hun følte sig mere maskulin end feminin, og alligevel rummede hendes ansigt noget andet. De markerede kindben og symmetriske læber vidnede om hendes køn og de mørke øjne bar præg af den kvinde der gemte sig bag det hårdføre ydre. Hun var bestemt en kvinde. Men en kvinde der havde lært at klare sig i en hård verden på den hårde måde. Hun lod sine hænder glide op langs sin krop, imens hun fastholdt sit blik i spejlet. Forsøgte at føle, om noget havde ændret sig? Kroppen så ud og føltes som før, men alligevel virkede det som om, at noget var forandret. Hun sukkede dybt og vendte tilbage til sengen. Hun lå i flere timer og stirrede op i loftet og tænkte på pigen med de blå øjne, før hun faldt i en urolig søvn. Det var nu over en uge siden Frigg første gang havde haft drømmen om pigen med de blå øjne, som lynhurtigt viste sig at være et mareridt. Hver eneste nat siden, havde drømmen gentaget sig. Små detaljer ændrede sig, men hver nat skete det samme - idet Frigg kyssede pigen, begyndte blødningen og pigen døde for øjnene af hende. Efterhånden turde hun knap nok lægge sig til at sove om aftenen, og hendes krop var fuldstændig udkørt af de udmattende nætter og efterfølgende lange dage. Da hendes veninder forsøgte at få hende med i byen fredag aften, var det derfor med en vis modvilje, at hun til sidst overgav sig og sagde ja. Hun var på ingen måde i festhumør, og ret hurtigt endte hun også i et hjørne af baren med en halvfuld øl foran sig, som hun sad og kiggede åndsfraværende på. På nuværende tidspunkt havde hendes dansende veninder forsøgt at få hende i festhumør, og Frigg havde selv så småt besluttet sig for at tage hjem. Det var alligevel nyttesløst at forsøge på at få en god bytur ud af det, med hendes mangel på overskud og humør. Idet hun ville til at rejse sig, satte der sig pludselig en pige på barstolen ved siden af hende. Først tog Frigg ikke særlig notits af hende, men da hun hørte hende bestille noget i baren, fangede hendes stemme Friggs opmærksomhed. Frigg vendte sig mod pigen og lammedes et øjeblik. Ved siden af hende sad en blond, spinkel pige med så blå øjne, som Frigg kun et sted før havde set. Tavst betragtede hun pigen ved sin side oppefra og ned. Alt passede. Fra det lange blonde hår, til de smalle skuldre, de små - men runde - bryster, de lange slanke ben - alt ved hende var præcist som pigen der besøgte Frigg, når hun sov. Hun måtte have kigget lidt for længe på pigen, for hun vendte sig pludselig om og stirrede tilbage. Først blev Frigg forlegen, kiggede ned i bordet, men efter et øjeblik lysnede pigen lidt op og sendte hende et smil. Et smil præcis som det i drømmen. Frigg kunne mærke hendes hjerte slå hurtigere i brystet på hende. "Jeg er Liv", sagde hun og smilede. Det kom så uventet, at Frigg, der normalt var langt fra genert, rødmede kraftigt og havde svært ved at finde ord. "Du ligner en der har haft en hård dag?", fortsatte pigen, som åbenbart havde navnet Liv. Liv. Frigg smagte på ordet, nød det, fandt det så helt og aldeles passende på denne smukke skabning. Hun havde stadig svært ved at finde ord, så hun nøjedes med at nikke, og nippede lidt til øllen, der for længst var blevet kedelig. Liv smilede bare. Smilede og drak sin drink. Hun lignede i det hele taget en der var gået forkert. Hun havde ikke denne her typiske homoattitude, som de fleste af pigerne der kom der havde. Hun var heller ikke specielt dressed up, havde bare et par alm. jeans, en hvid t shirt og et par sneakers på. Det blonde hår hang i en lettere tilfældig hestehale, og hun bar tydeligvis ingen makeup. Kiggede man nærmere efter, lignede hun faktisk en, der havde grædt. Hendes ansigt bar præg af gråd og øjnene havde en let rosa nuance over sig. Alligevel var hun bare helt igennem smuk. Frigg tog endnu en bitter tår af den triste øl, før hun vendte sig mod Liv. "Frigg. Mit navn er Frigg." Liv kiggede op på hende og smilede. Tog en tår til af sin drink. Så sad de igen et øjeblik i tavshed. Det var som om, at alle de fulde piger og musikken omkring dem var forsvundet, og tilbage var kun de to. På hver deres stol ved baren. Pludselig rejste Liv sig, og stillede sig helt hen foran Frigg. Rakte hende sin hånd. Frigg tøvede kun et øjeblik, før hun tog den. Og så forlod de stedet. Hånd i hånd. Uden et ord. De sad sammen på en bænk midt i byen det meste af den nat. Meget af tiden helt uden at sige et ord. Frigg følte sig helt ved siden af sig selv. Den selvtillid og charme hun normalt besad, havde forladt hende, og det var primært Liv der førte samtalen. Efterhånden som tiden gik følte Frigg dog varmen brede sig i sin krop, og lidt af hendes vante styrke kom igen. De to piger åbnede sig fuldstændig op for hinanden. De sad bare der på bænken, hånd i hånd men ellers uden fysisk kontakt, og fortalte om deres inderste. Frigg indviede Liv i den modgang hun havde været igennem og Liv indviede Frigg i den frygt hun nærede for verden. De var to helt forskellige eksistenser, med helt forskellige baggrunde og vilkår. Frigg havde fra en helt ung alder været vant til at kæmpe sig til alt i livet, været vant til at tage ansvar for både sig selv og været vant til at livet var en konstant udfordring. Hendes seksualitet havde altid været det mindste problem af alle. Liv havde derimod altid levet et beskyttet liv, i et beskyttet hjem. Kernefamilie, mor far og børn. Hun var vokset op med kærlighed både fra forældre og fra sin tvillingebror. Var aldrig blevet mobbet, havde altid haft mange venner. Det eneste hun aldrig havde haft, var en kæreste. Det var ikke fordi hun ikke havde haft muligheden, drengene havde altid sværmet om hende. Men hun havde altid følt angst ved tanken om deres berøring, aldrig haft den mindste interesse i en eneste af dem. "Måske har jeg altid vidst det..", sagde hun, "At jeg er anderledes, Jeg er ikke den perfekte pige, som alle altid har troet jeg var." Liv havde ikke flere tårer tilbage at græde, men hendes øjne var blanke, idet hun kiggede på Frigg. "Jeg har aldrig kysset et andet menneske.. Men jeg er ikke i tvivl!", fortsatte hun. Frigg fortsatte med at holde hendes hånd, imens Liv fortalte om, hvordan hele hendes liv med ét var vendt på hovedet. Hun havde fortalt sin familie om det i dag. Da de alle fire sad samlet ved morgenmaden, havde hun midt i det hele udbrudt: "Jeg er lesbisk". Hendes mor havde grædt og hendes far havde råbt, men det der sårede hende mest, var hendes reaktionen fra hendes bror. Han havde rejst sig op uden et ord og i vrede havde han samlet vasen fra bordet op, og af al kraft kastet den mod væggen, så den smadrede i tusind stykker ned over Liv. Derefter var han stormet ud af huset, stadig uden et ord, men med rødglødende øjne. Liv tog en dyb indånding, og kiggede Frigg lige i øjnene. "Han og jeg har altid været hinandens bedste ven. Nu er vi som fremmede for hinanden", sagde hun, før hun fortsatte med at fortælle. Hendes far havde bedt hende forsvinde med det samme, og Liv var knust. Med ét var hun ikke længere et højtelsket kærlighedsbarn, som opfyldte alles forventninger og håb. Hun havde ikke anet hvor hun skulle gå hen. Havde gået udenfor i flere timer og grædt, grædt til der ikke var flere tårer tilbage at græde. Da det blev aften, var hun gået ind på en bar. En bar for andre som hende, i håb om at møde en, der ville forstå. På denne bar havde hun mødt Frigg. Frigg betragtede Liv med stadig dybere forståelse. Denne pige var på én gang så skrøbelig og så stærk. Hendes dybblå øjne var et perfekt billede på den tiltro hun altid havde haft til det gode i verden og til de mennesker der lever i den, og melankolien i hendes blik afspejlede det slag hun havde fået, da hun nu for første gang virkelig oplevede den grimmere side af tilværelsen. Men stadig sad hun med rank ryg, stadig trak hun vejret. Frigg havde aldrig før følt en så inderlig sympati for et andet menneske. Hun havde sådan lyst til at tage Liv under sin vinge og beskytte hende mod alt ondt fremover. Liv var jo slet ikke skabt til denne her verden, hun var af porcelæn og tålte ikke bagsiden af glæden. Hun burde have lov til at stråle i beskyttede og kærlige omgivelser og Frigg havde mere end noget andet lyst til at skabe dem for hende. De sad nu igen i stilhed. Ikke fordi de ikke turde sige noget, men fordi ord lige nu var overflødige. De holdt stadig hinanden i hånden. Frigg følte sig på en gang uendelig lykkelig, mere end nogensinde, men samtidig holdt noget hende tilbage. Hun turde ikke give helt slip og lade glæden blive pumpet gennem hendes krop. Hun var dog ikke klar over hvad det skyldtes. Det begyndte at småregne, men ingen af de to piger tog nogen særlig notits af det. Frigg bemærkede dog, hvordan Livs sarte krop rystede og at gåsehuden spredte sig hos hende, og Friggs omsorg for hende voksede sig stærkere. Hun rejste sig, og bad Liv gøre det samme. De smilede til hinanden, og begyndte at gå hånd i hånd ned ad gaden. Liv havde intet hjem at vende tilbage til nu, og uden at de havde diskuteret det, vidste de begge, at hun kunne være hos Frigg. Regnen fik deres tøj til at klæbe sig til deres kroppe, og begge blev de sig bevidst om, hvor tydeligt de nu kunne ane hinandens vejrtrækning. Frigg mærkede igen, hvordan hendes hjerte hamrede derudaf i brystet på hende. Hun havde aldrig følt det sådan her før, aldrig så intenst, aldrig på denne måde begæret en andens nærvær, en andens personlighed. Det var begyndt at blive lyst. Frigg stoppede op og tog begge Livs hænder i sine. De kiggede hinanden dybt i øjnene. Det var som om tiden stod stille omkring dem, de mærkede ikke regnen, så ikke andet end hinanden og hørte ikke lyden af fodtrin få meter fra dem. De omfavnede hinanden i et kys, og et øjeblik var der intet andet end eufori i dem. Følelsen var så overvældende, at Frigg et øjeblik var i tvivl om det voldsomme smæld var virkeligt, eller om det bare var hendes hjerte der var gået amok af iver. Så begyndte Liv at ryste i hendes arme, og imens Frigg forfærdet så til, sank Liv sammen for øjnene af hende. Regnen blandede sig med blodet der nu løb ned over hendes krop. Skrigende kastede Frigg sig ned på knæene, holdt om Liv, kyssede hende, knugede hende ind til sig, imens hun skreg på hjælp. Men de var alene. Næsten. Få meter fra dem stod en ung mand. En ung mand med blond hår. En ung mand med et stivnet ansigtsudtryk og en pistol i sin hånd. Han havde blå øjne. Helt blå.