Et barns synsvinkel på forældre og alderdom

Et barns synsvinkel på de ældre Som barnSom barn tænkte man ikke over livet som en helhed, man tænkte mere over hvad og hvem man skulle lege med i løbet af dagen i børnehaven. Jeg kan huske legepladsen, hvor jeg som lille selv havde leget. Legepladsen med de slidte gynger, og den lille vippe der stod og var ved at knække sammen, stod urørt og i samme tilstand, som da jeg var der. Jeg kom i tanke om alle de timer jeg havde brugt på den legeplads, da jeg var mindre. Alle de børn der havde siddet der, og ventet på at deres forældre ville komme og hente dem. Alle de børn der har siddet og grædt så mange tårer over, at deres forældre ikke kom. Alle de børn der følte at deres forældre ikke havde tid til dem, fordi de bare satte dem af og hentede dem i løbet af dagen. Jeg kan huske en dag hvor mine forældre havde sat mig af og skulle komme og hente mig senere på dagen, men de kom aldrig. Jeg ventede og ventede forgæves på at se den røde bil køre ned af vejen, hen til den blå havelåge. Jeg følte mig ligegyldig og glemt, indtil jeg så min mors aben træde ud af bilen. Vreden var væk, og smilet var fundet frem, og jeg var klar til at tage hjem. Sådan tror jeg at mange børn har det, de kan føle sig svigtet men samtidig kan de føle sig elsket. Når man føler sig svigtet som barn, tager man hurtigt selv affære og begynder at tage ansvar for ting et barn på 7-9 år ikke skal tage ansvar for. Det kan betyde at de i en tidligere alder føler sig klar, til at gøre ting som ikke er ansvarlige for dem selv og deres omgivelser. Det kan være svært at forklare sådan et barn hvad der er rigtig og forkert, hvis der ikke er en forældrerolle indover. Hvis et barn ikke har fået den rigtige opdragelse, eller ikke har haft nogle voksne at kunne komme til med problemer, så kan det være svært at komme videre, med hensyn til uddannelse osv. Det er først når vi bliver ældre vi faktisk finder ud af at forældre er til for nogle grunde. Konflikten mellem barn og voksenDa vi var mindre, rendte vi rundt og troede at ens forældre var de klogeste i verdenen, og at ingen skulle sige dem i mod. Men nu hvor vi er blevet ældre og vi er trådt ind ’ i de voksnes rækker ’ er vi selv begyndt at tage affære og bestemme. Det kan nogle gange godt være chokerende for forældrene, fordi det kan komme i en meget tidlig alder men også en sen alder. Konflikten mellem barn og voksen kan være stor. Nogle gange kan/vil forældre ikke indse at deres børn, faktisk er ved at være unge ’nogle gange’ fornuftige mennesker. Og derfor holder dem indespærret og ikke lader dem lære af deres egne fejl. Børn der har sådanne forældre, kan få det svært i løbet af deres ældre år, når deres forældre giver slip og ikke længere er der. De kommer ud og står på egen ben, og ikke længere har en pæl at støtte sig ved. Jeg tror der er mange børn, der kan risikere at komme ud på et skråplan, hvis de ikke bliver sat ind i det at stå på egne ben, og at der ikke længere er noget der hedder ’kære mor’. Så derfor er det vigtigt for de forældre der holder på deres børn, at de giver slip. For det kan være med til at danne deres børns fremtid.Hvis jeg skulle give et skud på hvordan det ville være, ville jeg da mene at det kunne være en slags befrielse ikke at have sine forældre i nakken hele tiden. Ikke længere have sine forældre til at fortælle en, hvad der er rigtigt og forkert. Da man var mindre, var det altid ens forældre der bestemte hvilke venner der var bedst for en at omgås med, hvilke ting der var vigtigst, og hvilke ting man bare ikke skulle gøre. Men nu hvor man er blevet ældre og de har givet slip, er det ens egen tur at tage affære og selv træffe de valg som ens forældre har taget for en førhen. TeenagerTeenager kan mene at deres forældre er dumme og uvidne om den moderne verden, og ikke kan sætte sig ind i en teenagers verden og tanker. De har ingen forstand på mode eller på musik. Forældrene vil altid have ret, og vil gerne have at de unge bare retter ind til højre og gør, som der bliver sagt. Det er der, der oftest opstår konflikter mellem barn og voksen. Når vi selv står i det, kan vi ikke se hvorfor, vores forældre behandler os som de gør. Men nu hvor vores barndom er dannet, og vi kigger tilbage kan vi faktisk godt se, hvorfor de har gjort som de har gjort. Som jeg har det lige nu, vil jeg ikke kunne gå igennem mit liv uden mine forældre ved min side. Igennem hele min opvækst, har de været der. De har altid støttet mig i det jeg gerne ville, og hjulpet mig hvis jeg havde problemer. Hvis mine forældre ikke havde været der, tror jeg at jeg havde været ’fortabt’ forstået i den forstand at jeg ikke ville have fået den hjælp, som jeg havde brug for. Og derfor ikke kunne klare folkeskolen og ville have fået en dårlig fremtid. Det er sådan jeg tænker, men måske ville det ikke have været sådan. Men jeg vil i værtfald ikke leve mit liv, uden min mor og far ved min side. Som jeg selv, tror jeg der er mange unge der tænker på den dag deres forældre ikke længere er der. Men der er jo også de børn der aldrig har haft forældre, og har knyttet sig til andre voksne.