Syng Din Sang

Hendes ansigt var smukkest uden det tunge lag af make-up, som skjulte hendes ansigt som en maske. Hendes fregner blomstrede i ansigtet som anemoner på en eng om sommeren.

Men hvem ville nogensinde ligge mærke til den indre skønhed?

Anna var 17 år og boede i slumrekvarter et sted i Danmark, med sin far og hendes 2 mindre brødre. Hendes mor var død. Hun gik på et lille lokalt gymnasium. Hendes sidste år inden hun blev fri, til at kunne gøre hvad hun ville. Hun mødte op i skolen 5 dage om ugen, men gennemførte sjældent hele dagen. Hun tog af sted så snart det blev for meget for hende. Når hun følte hun havde ingen anden udvej. Pigerne i hendes klasse syntes hun havde grimt hår og dårlig tøj smag. Drengene undgik at spille med hende i nogen form for sport, for de vidste hvor dårlig hun var. I skolen var hun et nul og det vidste alle. Også hende selv. Hun var anderledes og ikke som de andre. Men hun var også meget mere end det. Når hun forlod skolen, tog hun hen til det eneste sted hun kunne være for sig selv. Hendes far havde et gammelt studie som hun tilbragte alt sin tid i. Ingen havde nogensinde set hendes talent, når det kom til at synge og spille på guitar. Hun kunne bruge timer på at synge og indspille sange. Det var hendes største passion gennem hele hendes liv. Hun sang sine følelser ud, når de pressede sig mest på. Hun drømte om at kunne rejse langt væk og arbejde med hendes sange, men hendes usle hverdag stoppede drømmene i at blive til mere end drømme. Hendes far havde problemer med alkohol og passede med nød og næppe sit arbejde som forfatter. Det var blevet til 1 bog på de sidste 2 år. En bog om kærlighed. den kærlighed han havde fundet for 27 år siden. Den kærlighed som blev moderen til hans 3 børn. Den kærlighed som døde i en bilulykke han selv var med i. Anne kunne tydeligt huske da hun blev ringet op for 3 år siden, af hospitalet og spurgte om hun var Anna Falslund. ”Ja det er mig.” svarede hun. ”Din far og mor har været ude for en bilulykke, har du nogen mulighed for at komme?” Anna lagde på og løb ud i regnen og mørket, for at nå den sidste bus ind til byen. På hospitalet blev hun mødt af overlægen og han sygeplejerske, som fortalte hende at hendes mor var død ca. et kvarter før hun ankom. Annas verden braste sammen, i et mørke den aften. Og det mørke havde hun levet i lige siden. Men når hun synger føler hun sig fri og en smule lykkelig. Indtil skyldfølelsen rammer hende og hun må stoppe, med at spille og synge mere den dag. Hendes mor havde været hendes bedste ven gennem livet. De havde alt sammen og Anna levede dengang. Hun shoppede, sang, festede og havde masser af venner. Hun var smuk dengang og strålede hver eneste dag. Nu følte hun sig ussel, når hun tænkte på at gøre noget ud af sig selv. Hvordan kunne hun tænke på sig selv nogensinde igen? Det kunne hun ikke.