Muren: en personlig refleksion over isolation

Jeg husker tydeligt, den dag, jeg startede med at konstruere den.

I alt sin enkelthed, var folk begyndt at kaste knive imod mig.

Den første kniv, der ramte mit indviklede og sårbare sind

Gjorde så usigelig ondt

Og en nyfødt følelse blomstrede nu

- Sorg

Hver en tårer forvandlede sig langsomt til sten

Og hver en sten havde sin retmæssige plads i muren.

Nu er muren blevet så høj og massiv

At ingen kniv kan ramme mig.

- Den danner en cirkel

Og jeg står midt i orkanens øje.

Intet lys kan røre mig

Intet menneske kan komme mig nær

Ingen hænder kan trække mig op

- fra det ensomme dyb.

Mit skrig høres nu kun som en hvisken i tågen.

Tomhed.

Jeg havde sat muren op

for at beskytte mig selv,

……..Men nu er jeg indespærret