Samtaler i mørket

Langt inde i mig gemmer sig den dårlige del, den kommer frem i mørket. Den får det allerbedst, når jeg kan mærke hver en lille dårlig ting i mørket.Har jeg mod til at forandre det hele, og måske lade det blive lyst i stedet for mørket?Bare giv mig en grund til at ændre, hver en dårlig del her i mørket.

I mørket er man alene, altid alene. For er der bare en anden sjæl, vil jeg sige at der er liv, liv er håb, håb er lys. I mørket er selv erindringen om "de gode" skygger væk; skyggen af min mor, latteren af skyggerne der gjorde din krop alt for lang og spændingen ved at grave et kæmpe hul i sandkassen for at komme ned til skyggerne, men så går solen ned. "De gode" skygger er væk, og skyggerne bliver nu til silhuetter som gør en paranoid, bange og får ens tanker til at skifte mellem at tro at man kan klare det hele, til at finde ud af at det er for hårdt at være alene, helt alene. De eneste samtaler du har i mørket, dine egne samtaler, oppe i dit hoved, dem der enten driver dig til vanvid eller dem der holder dig oppe. Alene rutinen i møket driver dig til vanvid, det mørke du vågner op til, det mørke du gennemgår din dag i, og det mørke du går i seng i, den ensomhed du lever i. Oppe i dit hovede er der mørkt, i dit tankekammer, i tankerne ligger psykologien, dine problemer, dér er der mørkt, medmindre du lukker nogen ind. Hvorfor skulle man det? Lukke nogen ind, spilde deres tid på mig? Selv Gud som var den sidste jeg valgte at betro mig til, fordi jeg ikke havde andre og fordi jeg manglede et holdepunkt, selv han har vist mig at det er spild af tid, mit liv. Jeg har bedt og bedt hver eneste aften om en bedre dag imorgen, men alligevel er jeg blevet kørt så langt ud, at jeg ikke længere kunne holde ud at fortælle ham om min dag, uden jeg brød ud i gråd. Den første dag hvor jeg ikke længere fortalte, hvordan min dag var gået, men bare hviskede: "Kære Gud, jeg skal vel takke dig for en god dag, men vil du ikke gøre den bedre imorgen?" Det var den første egoistiske bøn jeg bad. Der var min tro til ham nok ved at svinde væk. For første gang fik jeg så også "hans magt" at mærke. Om natten drømte jeg en drøm, der var helt mørkt, kun silhuetter af gadenavne, jeg gik ned af "Dronsensgade" og efter jeg havde gået i et stykke tid, faldt jeg i, der var et stort hul, jeg faldt, og en stemme råbte mig skingert i ørene: "Det er de andres skyld, de skubbede dig i." Næste nat drømte jeg den samme drøm, jeg gik igen ned af "Dronsensgade" og faldt igen i hullet, denne gang råbte stemmen bare: "Er det din skyld, opsøgte du det?" Dagen gik, og tredje nat vågnede jeg op med en trykkende smerte i maven, som hvis du lige er blevet psykisk angrebet med ting om dig selv du ikke vil indse. Det samme var sket men stemmen råbte denne gang: "Det er din skyld, du opsøgte det." Jeg brugte hele dagen på at benægte det over for mig selv, uden helt at vide hvad det var, jeg benægtede. Man ved ikke meget om sig selv i mørket, men efter ser man alt. Gud og også mange andre mennesker der vil hjælpe, viser at det er dig selv der skal tage stilling, det kan man bare ikke overskue i mørket. Drømmen viser at det er okay at andre skubber dig i hullet, hullet er mørket, men til sidst opsøger man det også selv. For det er nemmest er det ikke? De andre skal stadig ikke bruge tid på mig, bruge tid på at sætte dem ind i mine tanker, hvis jeg sætter dem ind i mine tanker, ser de det fra min vinkel, og indser der ikke er mere at gøre, jeg er ynkelig. De tanker der driver til vanvid er igang.