Livskvalitet, modgang og sociale relationer

Livskvalitet er at være sammen med sine venner, familie eller kæreste at være i tryghed, føle sig elsket af mennesker man selv holder af, dét er den bedste følelse man kan have. F.eks. når unge mennesker får deres første kæreste så er det rart at man kan føle sig elsket på en helt ny måde, opleve det sus i maven hver gang man ser ham/hende, stå der og smile, eller for dens sags skyld bare snakke til én. For i den tid er det ikke altid at man har det godt med sine forældre, også er det rart at man har en hvor man føler at personen elsker én lige meget hvad. Og det at man har venner at snakke med, om sine tanker, følelser, problemer osv. At der er nogen der gider lytte til en det er en fantastisk følelse. Når man er i tryghed, er der også mindre at bekymre sig om, og derfor bliver humøret også påvirket, man er jo automatisk mere glad hvis man ved at man er i gode hænder end dårlige hænder. Men er det godt altid at have det trygt og godt? jeg synes personligt at man bør have modstand, der skal være modgang i livet så det kan leves fuldt ud, man skal træffe nogle svære beslutninger, nogle svære valg, og de valg er med til at gøre livet mere spænende… f.eks. døden er med til at udfordre livet, for man ved at der er en ende på alt her i verden, man ved bare ikke hvornår. Og det er dét der er med til at gøre det så spænende at leve, de mennesker der har oplevet døden tæt på kan reagere at de bare skal ud og opleve det hele, fordi det påvirkede så meget. Andre kan påvirkes på den led at de lukker sig inde og slet ikke får det gjort, og livskvaliteten mister de nærmest. Personligt tror jeg at hvis jeg oplevede døden tæt på selv ville jeg få det pust at det kunne være min tur når som helst og jeg ville bare ud og opleve hele verdenen. Det sociale liv tror jeg også er en kæmpe del af livskvaliteten, som menneske vil man gerne accepteres og føle sig godt tilpas i sin omgangskreds. Hvis nu man står ovre i et hjørne og gemmer sig, og ingen lægger mærke til en, så finder de aldrig ud af i hvilken person de går glip af, for mennesker kommer ikke af sig selv! Hvis man vil have det godt socialt må man starte et sted, og det er ved sig selv. Man kan ikke starte ved andre mennesker og sige de er forkert på den, hvis de lod pigen/drengen der var ovre i hjørnet stå helt alene, hvis pigen/drengen ikke startede med at tage initiativet selv. For jeg tror at vi ikke tænker på det, vi er så arrogante nu til dags at vi ikke selv løber over til pigen/drengen der føler sig alene. Jeg tror vi tænker at hvis hun/han vil snakke med os, kommer hun/han selv. Vi tænker ikke så meget på andre mere.. og det synes jeg er en dårlig ting, det påvirker at vi ikke tænker så meget på hinanden mere. Og personligt synes jeg at vi burde begynde at gøre det noget mere igen…