Den fattige pige på bjerget

Der var engang en dreng, som hed Oscar. Han havde en hund der hed Fiddo. En dag så han en plakat, hvor der stod: ”smuk, fattig pige fanget på et bjerg af hendes onde stedmor.” Længere nede på plakaten stod også: ”Da kongen ikke kan få børn vil han adoptere pigen, fordi hun havde en så ond stedmor og fordi hun var så smuk.” Nederst stod også en dusør på pigen og det halve kongerige”, hvis man altså kunne rede pigen. Oscar tænkte: ”Det kan jeg da sagtens klare!” Han sagde til Fiddo: ”Kom Fiddo! Vi reder pigen!” ”VUF!” svarede Fiddo og fulgte med Oscar hen imod bjerget. Det var ikke så nemt som først antaget for Oscar og Fiddo. De kom til et stort, tæt tjørnekrat. ”Vi kan ikke gå udenom.” Sagde Oscar. ”VOV!” Sagde Fiddo. ”Du har ret: Vi skal klare det!” svarede Oscar. De gik ind i krattet. Oscars tøj blev revet i stykker, sammen med hans hud. Fiddo kunne komme igennem uden større skader, men Oscar var ved at give op. Men da han så lyset, på den anden side, blev han fyldt med glæde og lysten til at gå videre, så han fortsatte. Han var nu så tæt på, at han kunne røre bjerget. Han gik op ad den lange sti. Da han nåede toppen, så han et lille hus. ”Det må være her den onde stedmor bor” Sagde Oscar til sig selv. De gik langsomt tættere på huset. Pludselig åbnede døren sig og den onde stedmor trådte ud. ”Hvad laver du her?” råbte hun efter Oscar. ”Jeg er kommet for at rede pigen, som du holder fanget.” Svarede han med rystende stemme. Den onde stedmor grinte. ”Du får hende aldrig!” Sagde stedmoren. Stedmoren tog sin stok og løb hen imod Oscar. Oscar samlede en tyk kæp op, som lå ved siden af ham. Stedmoren begyndte at slå på Oscar igen og igen, mens Oscar bare forsøgte at parere. Til sidst væltede Oscar over en gren og faldt ned på jorden. Stedmoren var hurtigt over ham, men hun nåede ikke at slå ham, for Fiddo kom ham til undsætning. Fiddo bed stedmoren i benet, så hun rejste og skreg. Oscar så chancen. Han rejste sig og slog så hårdt han kunne. Han ramte stedmoren lige i hovedet og hun faldt livløst om på jorden. Han gik hen til Fiddo. ”God hund!” Sagde han og klappede Fiddo på hovedet. De gik hen til huset. Han gik ind af hoved døren og der stod han så. Der var så mange døre! Oscar kunne slet ikke finde rundt i det. Han prøvede først den ene dør og så den anden dør, men han fandt aldrig den rigtige. Pludselig begyndte Fiddo at gø ad en af dørene. Oscar åbnede døren, men alt han kunne se var en væg. På væggen stod der skrevet: ”se med hjertet og ikke med øjnene.” Han lukker øjnene, tænker på den smukke pige, føler kærligheden, og idet han åbner øjnene igen forsvinder muren foran ham så han kan se den vidunderlige pige sidde henne på en lille kasse. Han går hen til hende og rækker hende så hans hånd, hun tager hans hånd og giver ham et kys på kinden ”VUF” siger Fiddo, de snakker lidt om det med kongen, og hun bliver så glad at hun ikke kan komme hurtigt nok hen til slottet. De kommer hen på slottet, og de bliver kronet til Prins og Prinsesse. De levde lykkeligt til deres dages ende.