Mødet med det fremmedartede: følelser og fordomme

Følelser, forventninger og fordomme ved mødet med det fremmedartede

Kender du følelsen?

Kender du følelsen af at møde en gruppe unge med anden etnisk herkomst? Følelsen af at gå alene om aftenen, et ukendt sted, og ud af det blå se en gruppe af indvandrere, der står og observerer en imens man egentlig bare går rundt i sin egen verden? Jeg tør vædde med en hel del unge kender denne følelse af, at ens mave snurrer sig sammen. Uanset om man vil stå ved det eller ej. Mødet med disse fremmedgjorte beskriver Klaus Rifbjerg i sin novelle Sigøjneren, således: ”Hvis man så sigøjneren, ville han straks være til at genkende. Han ville helt bestemt ikke ligne nogen af de andre”.

I de sidste mange årtier, er folk med anden etnisk herkomst blevet opfattet som værende noget farligt eller noget decideret negativt. Underligt nok. Eller er det egentligt så underligt? Alt vi hører i medierne er præget af negativitet og historier om hvordan de stjæler fra samfundet. Vores samfund er spækket med fordomme som denne. Hvad hvis man i stedet undlod at fremmedgøre dem, på sådan en negativ måde? Ville ens følelser og forventninger så ikke blive helt anderledes? Det er jo os der har stemplet dem som fremmedarter. Rifbjerg er tydeligvis enig i dette, eftersom han pointerer, at: ”“Ham dér,” siger man, “han er sigøjner” eller “hende dér, hun kan kun være sigøjner.” Egentlig er det mærkeligt, for så forskellige fra os er sigøjnere heller ikke.”. Disse fordomme kommer specielt til udtryk i nattelivet. En hel del unge oplever nu til dags jævnlige optøjer imod fremmedartede. Er det grundet deres væremåde eller ligger en del af skylden på vores egne skuldre? Jeg husker tydeligt, da jeg som godt og vel attenårig, skulle i byen for anden gang og var på vej ind på klubben med en gruppe venner, med forventningerne i top. En bytur, betragtes som regel som værende hyggelig og oplevelsesrig, fyldt med livsglade mennesker. Denne bytur var dog fyldt med præcis det modsatte. Som så mange andre festglade mennesker, skulle mine venner og jeg ikke snydes for en god omgang på dansegulvet, men der foregik ikke så meget danseri, som forventet. Der gik ikke lang tid før hele klubben eskalerede og formerede sig om til et uhyggeligt og grusomt sted at være. En gruppe indvandrere havde startet en masseslåskamp imod mine venner og jeg. Vi søgte for hjælp, men uden held og måtte derfor løbe mod udgangen i håb om at komme ud uden for mange skader. Vi endte med at blive eskorteret væk fra området af sikkerhedsvagter og sendt hjem i taxa. Historier som denne sætter spor i en. Jeg tør ikke tænke på hvilke historier og oplevelser folk må sidde inde med. Nogen sidder måske inde med mere ekstreme oplevelser end jeg selv gør, hvilket skræmmer mig. Rifbjerg beskriver også denne følelse: ”Den uro, man føler, bliver ikke mindre, efterhånden som man bevæger sig rundt i kvarteret, den tager snarere til”.