De onde år

Hurtigere og hurtigere, men det var som om jeg ikke kom nogen steder. Mine ben begyndte lige så stille at gå i kramper, og jeg følte jeg kunne falde i svime hvert øjeblik. Tanken om hvad der ville finde sted hvis jeg holdte op, holdte mig løbende. Ville de aldrig gå væk? hvorfor skulle det altid gå ud over mig? Hvad fejler jeg? Jeg skyndte mig om bag den nærmeste mur. Mit hjerte slog som aldrig før. Jeg kunne høre pigerne diskutere, og holdte samtidig vejret i forhåbning om ikke at blive bragt for dagens lys. Jeg prøvede at blive ligeså usynlig som en spinkel lille lykkeedderkop langt inde i et hjørne. I et ubemærket sekund stod 5 piger lige foran mig, de udstødte et råb. Anføreren stod frem, ”hvad bilder du dig ind? Prøver du at flygte fra os? Du ved jo godt vi altid finder dig.” Et sus slog mig hårdt i maven. Vorherre tag mig væk, op til himmeriget, op til far. Endnu engang måtte jeg bøje mig, og berige mig alle de spark, spytklatter og øretæver som aldrig før. Efter godt en halv time, ringede det ind og pigerne forduftede. Jeg måtte trække mig selv hen til det nærmeste toilet, så jeg kunne få tørret blodet væk. Imens jeg stod foran spejlet, slog mit hjerte ud. Jeg følte ensomheden fugte mine kinder, det var anderledes denne gang. Der gik ikke lang tid, før det stod ud af mine øjne, jeg kunne slet ikke holde op igen. Det var nok denne gang, nu gad jeg ikke finde mig i det længere, det skal være forbi. Jeg gik målrettet hen imod rektorens kontor, og igen havnede jeg i evighedens stol. Jeg ventede ivrigt på at det blev min tur. Ventetiden føltes så lang som et ondt år. Endelig kom jeg ind. ”Hvad så Sophie, hvad har du på hjertet?” Ensomheden samt fortvivlelsen listede endnu engang ind på mig, idet ordene væltede ud over mine blodsprængte læber.Det var ikke første gang han hørte det. Han afbrød mig, og bad mig tale klarere. Det var ikke just det jeg havde brug for, jeg havde brug for en som lyttede og forstod mig. Min krop og sjæl vidste godt det ikke nyttede noget, men forhåbningen fyldte mine tanker. De troede alle sammen, at jeg var sindssyg, at jeg bare ville have opmærksomhed. Ingen troede på mig. Jeg sprang op på min cykel, og kørte ned imod reden, ned til vores sommerhus. Jeg drejede af ved den bredde grusvej og stoppede så ved det lille hvide træhus. Jeg traskede tungt hen imod fordøren og tog nøglen under måtten. Det var det eneste sted jeg kunne være alene, her tilbragte jeg meget at min tid. Jeg endte med at overnatte der i 4 dage, uden skole, uden fjernsyn, kun mig selv. Jeg har tit oplevet den psykiske problemstilling, selvmord, efter alt det jeg havde været igennem. For et år og 2 måneder siden, var jeg også endt i sommerhuset og havde jeg i forventningen om at opgive ånden og drage op imod himmeriget, taget 25 panodiler. Men uheldigvis var min nabo kommet forbi for at se efter huset, og derimod fundet mig på gulvet. Jeg blev indlagt på hospitalet i et par dage, og kom derefter hjem til flere smertefulde oplevelser. Jeg har efterhånden kommet ud for lidt af hvert, ud over de sædvanlige tæv, har de haft taget min jakke og klippet den i tusinde stykker, brændt mig med cigaretter adskillige gange og pisket mig med deres livremme. Jeg havde tit prøvet at gøre modstand, men uden held, det blev for det meste bare endnu værre. Jeg havde ikke nogle til at være behjælpelig, hvor de fleste børn som regel vil have deres forældre. For 6 år siden omkom min far i en bilulykke, og min mor har det psykisk svært. Hun er ofte i behandling, og er derfor ikke ret tit hjemme. Efter jeg mistede min far er alt gået ned af bakke. Jeg har lært at klare mig selv og samtidig passe min lillebror på 5 år. For 2 år siden kom han i plejefamilie, da min mor ikke kunne forsørge ham længere. Jeg forsøgte at skrive et brev, ”mor, du skal vide jeg elsker dig af hele mit hjerte” jeg brød sammen, de længselsfyldte tårer gjorde papiret helt gennemblødt, ”jeg ønsker dig det bedste. Jeg er ked af min beslutning, men du må se det fra min side, det er hårdt må du forstå. Jeg kan ikke rumme mere, jeg vil op til far, op til himlen hvor der ikke findes noget ondt” og så lagde jeg det på spisebordet. Jeg gik med tunge skridt ud imod badeværelset, åbnede den slidte låge, som i forvejen havde brug for hjælp, og fandt nogle af fars gamle barberblade. De var helt rustne. Jeg sad et kort øjeblik og gennemtænkte det nøje. Jeg havde besluttet mig. Jeg log min ene finger glide langs barberbladet, det var endnu skarpt. Jeg fæstede det varsomt på mit håndled, og pressede, pressede som aldrig før. Min smerte udlignede min indre smerte. Smerten var god, det var som om det hjalp. Jeg pressede endnu stædigere, og følte som et lyn fra en klar himmel, svimmelheden falde mig til hovedet. Jeg faldt i afmagt. Mor jeg elsker dig - Sophie