Det med høje karakterer er der sikkert mange, der betragter som en særlig kunstart, der kun beherskes af de særligt indviede. Der plejer at tegne sig det mønster, at enten har man altid fået høje karakterer, eller også har man ikke. Og jeg tror, at denne tendens forstærker sig selv. Med det mener jeg, at når man er vant til at ligge på et bestemt niveau, betragter man dette niveau som acceptabelt. Uanset hvilket niveau, du er på (højt, mellem eller lavt), vil du ikke bryde dig om at falde i niveau, men du vil samtidig heller ikke have noget imod at blive der.
Hvis du ligger på et højt niveau, skaber dette et enormt pres. Du er nødt til at få topkarakterer for at holde niveauet. Hvis du ligger på et lavere niveau, vil der også være et pres for, at du holder niveauet, men dette pres vil ikke være så stort som for den "topscorende" student, der i "værste" fald kun kan acceptere 12-taller. For den studerende med lave eller middelgode karakterer er problemet et andet: Man føler sig ikke tilstrækkeligt presset til at gå efter de høje karakterer, fordi det ikke ligger i ens norm.
Men det at få høje karakterer er ikke en kunstart. Tværtimod. Det er masser af benarbejde. Det ved de fleste sikkert godt, og de fleste er sikkert trætte af at høre det, men sådan er det. Når det så er sagt, så er der dog en række "teknikker", der kan gøre benarbejdet mere overkommeligt. Det er ting, jeg selv har gjort brug af i min gymnasietid, og de har fungeret for mig. Jeg håber, I kan bruge dem til noget:
Det er gratis at oprette en konto