Dumdristighed opdager du som regel første efter nogle timer. Når du sidder og kigger tilbage på hvad du har lavet, ser tilbage på din ellers ret modige handling. Måske din overflødige, usikre, men samtidig enormt grænseoverskridende handling. Det øjeblik hvor du tænker ”det var egentlig mere pinligt end det var fedt”, vil jeg mene man opdager at man har været dumdristig, og så hænger tankerne ved. Man prøver at lukke ned, og tænke at gjort er gjort, og så må man bare komme videre. Men sådan er det bare ikke! Man hænger fast i tanken, og føler sig enormt pinligt berørt, samtidig med at man fortryder sin handling, det vil jeg mene er dumdristighed. Hvis man sidder og ser et godt afsnit af tv-serien Klovn (med Frank Hvam og Casper Christensen) vil jeg tro at de fleste synes at Frank er ualmindeligt dumdristig. Dumdristighed kan simpelthen gøre folk pinlige, i sådan grad at man bliver nød til at slukke sit fjernsyn? Eller hvis det er en situation man oplever på tæt hold, vil man så gå fra stedet?
Dumdristighed er lige som en blanding af hvid og sort. Momentet af pinlighed blandet med udøverens overmod, giver noget helt tredje – dumdristigheden, som er den grå del af det.
Det er gratis at oprette en konto