Ond i sulet

Novellen Ond i sulet er skrevet af Naja Marie Aidt, og den er fra novellesamlingen ”Vandmærket”. Ond i sulet er skrevet af en jeg-fortæller. Den er skrevet som et brev fra en storesøster rettet imod hendes yngre søster. Novellen handler om storesøsteren, der føler had, men samtidig også kærlighed for sin lillesøster Helene. Gennem hele sin barndom har jeg-personen haft svært ved at sove. Hun hungrer desperat efter Helenes opmærksomhed til langt ud på nætterne. Gennem hele novellen prøver storesøsteren gang på gang at opnå kærlighed og forståelse fra sin lillesøster, men jo mere hun prøver jo længere væk trækker lillesøsteren sig. Ond i sulet er skønlitterær og samtidig fiktion med et virkelighedsnært og realistisk syn. Novellen er skrevet som en jeg-fortælling beskrevet i datid, hvor storesøsteren er jeg-personen. Ved brugen af jeg-form får storesøsteren en mulighed for, at berette om den frygtelige barndom hun har haft. Man hører kun beretningen fra hendes side. Dog virker denne beretning troværdig fordi hun fortæller meget om egne handlinger, heraf ligger hun bl.a. ikke skjul på at hun er bange om natten. Jeg mener novellen tager sit udgangspunkt enten som et indlæg i jeg-fortællerens dagbog, eller som et brev, med tilbageblik på sidstnævnte kan dette bl.a. påpeges allerede i starten: ”Først sov vi i køjeseng, kan du huske det?” Endvidere kan det tolkes som et farvelbrev, et slags tilgiv mig brev fra storesøster til lillesøsteren ”For jeg vil ikke mere bede dig om at trække mig op. Jeg vil ikke bede nogen. Jeg kan stadig ikke overgive mig, og du ved; jeg har altid været så forbandet, forbandet stædig.” Jeg-fortælleren, som også er hovedperson og desuden storesøster, har et meget kompliceret forhold til sig selv, hvilket påvirker hendes forhold til andre mennesker heraf specielt lillesøsteren. Storesøsteren kan ikke sove om natten, og da de to bor på samme værelse – og endda sover i samme køjeseng – gør hun alt for at lillesøsteren ikke skal falde i søvn. I begyndelsen prøver den største at holde den mindste optaget af snakken og “vilde” hemmeligheder. Når lillesøsteren i sidste ende overgiver sig til drømmene bliver jeg-fortælleren bange og græder. Efter længere tid med pine om natten, løber lillesøsterens tålmodighed op, og hun sladrer til moderen hvorefter storesøsteren får sit eget værelse ovenpå. Noget karakteristisk for fortælleren er, at hun aldrig beskriver sig selv positivt. Tværtimod afspejles det i brevet at hun har dårlig samvittighed omkring forholdet til hendes søster, men hun mener dog stadig ikke selv at hun er skyld i hvad der er sket imellem dem. ”Jeg var ikke en drillepind, forstår du nok, jeg var bare så bange.” Hovedkernen i novellen kan beskrives som ensomhed, og hvad at gøre med denne. Novellen igennem ses det tydeligt at jeg-fortælleren er ekstremt ensom, samtidig med hun er bevidst om dette. ”Jeg ville ikke være alene, jeg kunne simpelthen ikke tåle det; mørket og alle vores dukker der sad og blev onde i