”Kom nu Isabella”. Hans stemme var varm og mild, som han tog hendes ansigt op i hans hænder. ”Jamen Kasper jeg er ikke klar” svarede hun. Han kiggede opgivende på hende, og sagde så ”Isabella du er så forbandet smuk, jeg tror ikke jeg kan vente længere”. Hun bed sig i læben, og prøvede at tænke klart. ”Giv mig et år skat” sagde hun så. Hans øjne blev matte, og han virkede trist. ”Bella, du kender mig. Du ved hvor meget jeg elsker dig, jeg vil jo altid elske dig. Det er dig og mig for evigt” sagde han og tog hendes hænder i hans. ”Kasper jeg..” hun stoppede, og en tåre løb ned af hendes kind. ”Hvis vi gør det, lover du så, at jeg ikke bare bliver endnu en i rækken?” Forsatte hun. ”Isabella det kunne jeg aldrig finde på, du gør alt til noget særligt,” sagde han, og smilede. Han gik ind for at hente deres jakker. Mens hun sad og ventede, kom Sandra væltende rundt om hjørnet. ”Hej Isa!” råbte hun, hun var helt klart fuld. ”Hej Sandra” Sagde hun bedrøvet. Hun gad ikke snakke med hende. ”Hvor skal du hen?” spurgte Sandra, og prøvede at gå lige. ”Ikke fordi det rager dig, men hjem til Kasper” Sagde hun og vippede med foden. ”KASPER?” sagde Sandra, hendes stemme blev kold. ”Ja selvfølgelig Kasper, er du dum?!” Sagde hun og rullede med øjnene. Sandra kiggede lige ud i luften, og gled ned på jorden. I det samme kom Kasper, og de gik.
Det er gratis at oprette en konto