Jeg kiggede op på det store ur, der hang lige over døren. De to dovne visere sneglede sig af sted, og det var som om at når man kiggede på dem, bevægede de sig nærmest ikke. Som om de havde indgået en eller anden pagt med min monotone fysiklærer, der stod og modløst tegnede og fortalte til trods for at hun vidste ingen hørte efter. Pagten må gå ud på at før vi sænker blikket og forsøger at høre efter hvad kvinden stod og talte om, ville viserne ikke rokke sig ud af stedet. Alt imens jeg sad og overvejede denne ide, gled blikket, helt ubevidst, over imod hende. Nadine. Før jeg vidste af det sad jeg og stirrede tomt på hende. Da dette gik op for mig, fik jeg nærmest et helt chok, og skynde mig og kigge væk,
”Men hvorhen?” spurgte jeg mig selv lydløst.
”Det er da lige meget! Bare det ser naturligt ud!” svarede jeg, igen lydløst, på mit eget spørgsmål.
Blikket endte selvfølgelig på det store ur igen. Viserne havde ikke flyttet sig en millimeter. Jeg var nødt til at vågne lidt op, tænke på noget der kunne opholde min opmærksomhed, så det ikke skete igen.
Det er gratis at oprette en konto