Det var tidligt mandag morgen. Dorthe gik ind for at vække hendes lille datter på 5, Liv. Dorthe følte sig tung og træt, nu kom fem hverdage med travlhed, igen. Hun satte sig på Livs sengekant, og strøg hende blidt i håret. ’’Godmorgen lille skat’’ sagde Dorthe, ’’du skal op nu’’. Hun sagde det med en lidt opmuntrende stemme. Liv sagde ikke noget, det gjorde hun aldrig, især ikke om morgenen. Hun satte sig bare op, træk dynen væk, tog Isabella i hånden og gik med sin mor ud på badeværelset, så satte hun sig på sin lille lyserøde skammel. Imens at moderen redte og satte Livs hår, gjorde Liv det samme på Isabella. ’’Har du sovet godt?’’ spurgte Dorthe. Liv nikkede bare. Hvorfor sagde Liv aldrig noget? Alle de andre børn i børnehaven snakkede altid, Dorthe havde selv hørt det når at hun hentede Liv. Hver dag når at hun kom løb de andre piger og drenge efter hinanden. Men Liv sad altid helt stille og ofte alene, og lavede perlearmbånd og – halskæder til Isabella og hende. Dorthe kunne se Liv knuge Isabella ind til sig, give hende et lille kys på kinden og age hendes hår. Hun kom i tanke om den dag hvor at Liv for en gangs skyld ikke havde siddet ved bordet, Dorthe var blevet så glad, hun troede at Liv var sammen med de andre, og at de legede. Men sådan var det ikke. Pædagogerne havde taget Isabella fra Liv. De mente at hvis at hun ikke havde Isabella, ville hun snakke med de andre, men sådan gik det ikke. Liv havde stået foran døren til personalestuen i timevis, lige siden at Aase havde taget Isabella fra hende og lagt hende ind på stuen. Ind i mellem havde hun banket på døren og skreget at hun ville have hendes Isabella. Da Dorthe var kommet havde Aase og Marie taget en snak med Dorthe om Isabella. ’’Vi synes at det er på tide at hun lægger hendes dukke lidt og begynder at snakke med de andre.’’ Havde Marie sagt. Det er jo ikke fordi at hun ikke bekymrede sig om Liv, men den dukke er bare hendes sidste minde om hendes far. Han havde givet hende den sidste gang de havde set hinanden. Peter, som Livs far hedder, sidder inde. Han havde slået nogle mennesker ned en aften i byen. I starten besøgte Dorthe og Liv ham, men eftersom at Dorthe ikke kunne tilgive ham, for at have tæsket de mennesker. Hun var udmærket godt klar over at han var fuld, men derfor behøver man ikke banke folk så hårdt ned i brostenene, at de får en meget alvorlig hjerneskade?! Hun kunne hidse sig selv op bare ved at tænke på det. ’’Så er du færdig og fin min skat’’, sagde Dorthe. Liv rejste sig bare og gik ud imod køkkenet. Her kæmpede hun sig op på stolen med de fire puder og satte Isabella fint ved siden af. ’’Vil du have chokolade eller marmelade på?’’ spurgte Dorthe. ’’En af hver’’, svarede Liv træt imens at hun gned sig i øjnene. Dorthe smurte rundstykkerne og stillede dem foran Liv. ’’Glæder du dig til at komme i børnehave?’’ Liv nikkede bare. Dorthe prøvede tit at få hende i ’’snakkehumør’’ om morgenen, sådan at hun måske ville snakke med de andre børn i børnehaven, men det var aldrig lykkedes hende, og hun kunne mærke at det heller ikke ville lykkedes hende i dag. Hurtigt havde Liv fået spist hendes mad, børstet tænder og stod klar i entréen iført hendes lyserøde frakke. Dorthe greb hendes nøgler og tog hendes jakke på. Da døren blev åbnet fløj den friske og kolde efterårs vind ind i ansigtet på dem, imens at bladende fløj rundt udenfor. Dorthe tog det første skridt ud af døren, og trak blidt Liv med. Dorthe drejede nøglen og den gamle toyota hostede lidt. På vej hen til børnehaven skulede Dorthe hen imod Liv, men hun sad bare og agede Isabellas kunstige hår med hendes små fingre. Da de kom til børnehaven holdt de klods op af hovedøren, ’’skynd dig ud skat, jeg gider ikke til at slukke bilen’’, sagde Dorthe, men Liv skyndte sig ikke, hun gjorde det bare i et normalt tempo. Da de kom ind i børnehaven sagde Dorthe bare hurtigt hej til pædagoerne, og fik hurtigt Liv af med frakke og støvler. ’’Vi ses i aften min pige’’, Liv fik et kys på panden og med ét var Dorthe væk. Liv tog bare hendes elskede Isabella og gik hen til bordet, hvor at hun satte sig med Isabella på skødet. Hun begyndte at age dukkens hår om bag øret, ’’gad vide om Isabella kan lide det her?’’ tænkte Liv. Hun kunne ikke bestemme sig for om hun kunne lide det. For når at Liv havde siddet på hans skød, og han aagede hendes hår om bag ørerne, begyndte han altid at kysse hende også, alle mulige steder, og når at han har gjordt det lidt, begynder han også at røre hende, overalt. Det var nu at Liv lukkede øjnene, resten ville hun ikke huske, så det gør hun ikke. Sofie er lige kommet, hun er sød nok. Liv kom til at tænke på den dag hvor at hun havde hendes dukke med. De byggede en hemmelig hule i den sidste hims, der legede de med Isabella og Signe, som at de døbte Sofies dukke. Men da at de var kommet ned havde pædagoerne og hendes mor været så over glade over at hun havde leget med Sofie, at Liv faktisk slet ikke havde lyst til at lege mere med Sofie. Hun ville bare sidde lidt med Isabella indtil at perlerne kom på bordet. Der gik altid lidt tid, for Inger skulle altid snakke med alle de andre børns forældre.
Det er gratis at oprette en konto