En uforudsigelig morgen

Den varme morgensol tittede ind ad det åbne vindue og de silkebløde gardiner som var trukket fra tillod solstrålerne at bade værelset i et blødt skær. Det var et rummeligt lokale hvori væggene var malet i snehvid og gulvet var af blankt marmor dækket af et koskindstæppe. Væggene var prydet af store guld-indrammede malerier og fra loftet hang en overdådig krystal lysestage, der svajede let i morgenbrisen og frembragte en harmonisk klang når krystallerne blidt stødte mod hinanden. I rummets midte lå placeret en stor himmelseng, stolperne var lavet af mørk mahogni som var indprentet med mønstre, løb man fingrene hen ad det fine træ ville man kunne mærke omridset af knejsende løver i et stolt brøl. Puderne og tæppet var af det blødeste gåsedun der kunne købes for penge. I sengen lå en middelaldrende mand, missede med øjnene og vågnede langsomt op. Efter noget tid strejkede han sig, og sætte sig på sengekanten. Samtidig blev han opmærksom på en rumsteren komme udefra gangen, og valgte derfor at iføre sig sin velour morgenkåbe broderet med initialerne AB ”Anton Bloch”. Lyden blev højere i takt med den kom nærmere, det var frøken Lola hans tjenestepige der kom gående ned af gangen med morgenbakken, mens hun nynnede sin sædvanlige melodi Flyv, fugl! Flyv over Furesøens vove! Det dyre porcelæn hun bar på klirrede let når det nu og da stødte sammen. Da hun trådte ind i soveværelset, knirkede det en smule i dørtrinnet. ”Godmorgen Hr. Bloch.” Sagde hun hvorefter hun stillede morgenbakken på sengen. Så fandt hun hans jakkesæt i klædeskabet, og hængte det på lågen, så det hang uden for skabet. Hun bøjede ryggen, og fandt et sort slips i skuffen, alt imens han tyggede på sin mad, og drak sin kaffe med to stykker sukker. Da frøken Lola forlod værelset og han havde spist færdigt gik Hr. Bloch ud på badeværelset, hvor han mødte sit spejlbillede, manden der kiggede på ham var af middelhøjde, med brune øjne, fremtrædende kindben og en skarp hage. Mandens krop var præget af en livsstil hvor motion og styrketræning åbenlyst havde en stor rolle. Hans muskler var fint aftegnet og hr. Bloch kunne ikke lade være med at give spejlet et tilfredst smil, som det glædeligt gengældte. Han kunne let have gået fra at være i trediverne, havde det dog ikke været for de rynkerne der så småt var ved at forme sig på hans ansigt. Herefter barberede han sig, tog et bad og børstede tænder, redte sit brune hår tilbage, og gik igen ind i soveværelset for at klæde sig ordentligt på. Han tog sin sorte designerjakke på, og stoppede Mercedes nøglerne i lommen.