Stil - Ude

¨// Hvad er meningen med det her ?, hvorfor ser vi aldrig hinanden ?, Hvorfor kan ikke bare være glade ?, være lykkelige ? Vi har et godt liv, sunde, raske forældre, god tilgang til skoler, sygehuse og medicin, hvis vi skulle blive syge. Hvorfor kan vi ikke bare være glade ? //¨ ¨Hallo! Så svar mig dog !¨ Råbte min søster i baggrunden. ¨Ja, hvad er der ?¨ Spurgte jeg. ¨Du dagdrømmede igen...¨ Jeg vendte bare ryggen til, jeg behøvede ikke at høre på sådan en gang ?s. Men hvor var jeg ? Det var min første tanke. Jeg var lidt forvirret. Jeg sad på en bænk, iført et par korte shorts, en tynd, blå trøje og et par skatersko. Jeg havde en underlig fornemmelse. En fornemmelse, jeg havde haft før. Det var som om jeg havde glemt alt. Alt hvad der var værd at vide. Jeg rejste mig. Jeg kunne pludselig huske det. Mig og min søster var rendt ud, for at ?nde vores forældre. Mit om natten. Ja underligt, men det havde vi altså gjort, fordi vi havde været urolige for dem. Men hvor var de ? Det var hundekoldt, jeg klaprede tænder som en vanvittig. Det var mig der havde ført min søster herud. Hun stod og prøvede at læse et buskilt. Hun havde bare lige glemt, at hun ikke kunne læse. Så gik hun over imod mig, og prøvede at holde mig i hånden, men jeg var stadig lidt for angstartet til at kunne gøre det. Hun var sulten, det kunne man se i hendes øjne, men der var ikke ligefrem et køkken heromkring. Hun havde bukser på, som var revnet, en hættetrøje, med en tynd t-shirt indenunder. Hendes sko var meget gamle, og slidte. Jeg er næsten sikker på at hun havde haft dem i 3 år. Hun insisterede på at de sagtens kunne bruges endnu. Selvom de så faldefærdige ud. Der lød piben over fra et buskads, i vejkanten. En lille hund dukkede op, ud af det fjerne. Den havde brækket et ben, og peb noget så grusomt. Det var næsten ikke til at holde ud. Den var ikke særlig stor, var helt sortbrun og halen var ikke så lang. Pludselig kom der en bil til syne. Man kunne høre den godt og tydeligt. Der var blevet sat dobbelt lys på, så den lyste hele vejen op, og mange hundrede meter frem. Den kørte også vildt hurtigt. Da bilen lige nåede at se os, trak den ud i rabatten, for ikke at ramme os, men i stedet ramte den hunden. Bilen bumpede en lille smule, men det så ikke ud til at den kørte langsommere af den grund. Hvem kørte også på den her tid af døgnet. Hunden blev ikke kylet rundt i luften, men lå bare stendød. Næsten helt ?ad. Det var for meget for min søster, som begyndte at løbe alt hvad hun kunne. Jeg løb efter, og stoppede hende. ¨stop, stop ! Rolig nu. Den havde det jo ikke godt, men den reddede os, tænk på det !¨ Hun gad ikke engang at kigge på mig. Hun var sådan en type som syntes at dyr skulle leve meget bedre end de gjorde nu for tiden, så det ramte hende hårdt. Vi gik videre op ad vejen. Hun gik og hulkede lidt, mens jeg gik og frøs meget voldsomt. Det virkede som om at hun var ligeglad, det eneste hun sikkert har tænkt, er hunden. Det var blevet mørkt. Mere mørkt end da jeg `vågnede´. Vinden skuede henover gaden, som en ørn der var på jagt efter mus. Himlen var fuld af stjerner. De glimtede så kraftfuldt. Næsten som om, det ikke var stjerner, men nærmere nogle store dioder, der sidder i et kongrescenter. Jeg begyndte at fortryde en lille smule. Men jeg besluttede, at det skulle ske. Jeg ville ?nde dem. Hvor var de ?