Er høflighed en by i Rusland?

I det debatindlæg, som Lars Hedebo Olsen har skrevet, giver han sin mening til kende om høflighed. Høfligheden er simpelthen manglende i det danske samfund. Han savner den stille og rolige høflighed i hverdagen, bare et enkelt smil. Han synes, at hverdagen vil glide lettere, hvis man for eksempel lige tog en snak med kassedamen, når man var ude for at handle. -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------Høfligheden, hvor er den? Det er skægt, at vi mennesker opfatter høflighed fuldstændig forskelligt - og om vi ønsker at praktisere den og tage imod det. For nogle folk er det uforståeligt, at man som helt fremmed prøver at få øjenkontakt, og måske sende et smil samt en hurtig hilsen. Jeg kan næsten udelukkende huske sådanne efterhånden usædvanlige, rare kommentarer, fra den noget ældre generation. Det virker lidt som om, at høflighed er gået af mode; blevet for traditionel, for kedeligt og for betydningsløst. Jeg har for mit eget vedkommende ikke noget imod høflighed, tværtimod, men jeg føler trods alt en slags "begrænsning" af den. En grænse samvittigheden sætter, overfor hvem jeg kan 'tillade' mig, at vise et overskud af venlighed. Ved langt de fleste voksne mennesker, føles det som en selvfølge, enten at smile, nikke eller hilse kort på den fremmede person, der passerer deres vej. Stort set er der kun de ældre, der smiler tilbage. Det er dog normalt ikke mig selv, der ligefrem ligger an til en hilsen, men et let smil skal ikke forhindres i at blive udvekslet. På den anden side opleves det tit, at folk på min egen alder, ikke foretager en eneste positiv forandring i ansigtsudtrykket i sin forbipassering bortset fra det tilfælde, hvor han eller hun selvfølgelig er en bekendt. De fortsætter som om, de ikke kunne være mere ligeglade. Nogle kigger på en som om man er skør, og andre tænker "kender vi hinanden?" Nej, vi kender ikke hinanden, men hvor blev høfligheden af. Hvor svært kan det være? Det tærer ikke på kræfterne at være høflig. Noget så enkelt som at skænke et lille smil og hilse tilbage er gået tabt. Hos mange, men dog ikke alle. Det er en skam... Mine forældre har opdraget mig således, at jeg skal sige tak for mad, tak for i dag, tak for gaven, tak for alting. Af den grund kan det gøre mig direkte forarget, når der er folk, som ikke har lært samme høflighed. Let er det nu, at sidde her og pudse min glorie, så alle tror, at jeg er det fuldendte eksemplar. Men sådan er det slet ikke. Jeg reflekterer blot over, hvordan folk undlader at takke, når nogen gør dem en tjeneste. Tænk endda på at vores børn, og børnebørn, og deres børn igen, vil de mon være de rene djævle? Det håber jeg virkelig ikke, men man