Han humpede videre, så godt han nu kunne med forfærdelige smerter i armen. Hans ansigt var revet i stykker, og han så ud som, at han havde været i krig. Der var et svagt lys. Lyset flakkede som en flamme, et bål og han begyndte at kunne høre stemmer og klirrende flasker. Smerten i armen tog til, og hans syn blev værre og værre for hvert eneste smertefulde skridt, han tog. Han var kun nogle få meter fra de sidste træer, der skjulte hans uhyggelige ødelagte krop fra den lille mængde af mennesker, der hyggede sig ved bålet. Han trampede ind bag nogle, der tilsyneladende lige var kommet. De unge omkring bålet kiggede først lidt overraskede på de nyankomne, og derefter farede deres øjne skræmte og angste over på den kvæstede fyr. Flere høje skrig lød, folk løb tilbage til deres køretøjer, så hurtigt deres fordrukne kroppe kunne bære dem. Den unge mand kunne ikke mere og faldt livløs og ødelagt ud over den nyankomne gæst, som vendte sig om og per reaktion greb ham. Den unge skikkelse lå livløs på den grove skovbund med et tomt blik.
Mig og mit team blev kaldt ud til noget, der lignede en bilulykke. På jorden lå en ung officer på 26 år, som hed Søren Blickgaard. Jeg kaldte vores retsmediciner hen, som var på stedet. Han kiggede lidt på ham og kunne fortælle, at der var flere tegn på en bilulykke – glasskår i ansigtet, flænger i hovedbunden fra da han ramte forruden, den brækkede arm og mærker efter sikkerhedsselens arbejde før den knark, men der var noget, som ikke kunne forklares ud fra et biluheld. Der var hæmostaser flere steder bl.a. på hans knoer og lige over øjenbrynet. Han var altså kommet til skade, før han kørte galt og humpede hen på bålpladsen. ”Blodsporet fører hele vejen hen til bilen” lød det fra min kollega Stine, og jeg beordrede min anden kollega Tom til at følge med og tage billeder af bilen. Bilen var kørt af vejen igennem et hegn lavet af træ, ned at en sti og bremset, da bilen havde ramt et stort træ, der ikke så ud til at have ligt den store skade. ”Jeg burde have lært ham at parallelparkere” sagde Tom med et skævt smil til Stine, der ikke kunne se den store komik oven på den smadrede bil og blodet, der flød overalt på sæderne. Der havde været en mindre biljagt, og morderen havde hængt ud af vinduet og affyret skud mod bilen. Førersædet var blevet skudt på, men uden at ramme målet. Der var fingeraftryk fra mere end en person på førersæderuden, så der var nok at tage fat på.”Hvornår fandt ulykken sted” spurgte jeg Tom. ”Ingen af de unge hørte skud eller brag fra biluheldet, så det må have” ”Hvornår fandt det sted?!” ”uret i styrepanelet er gået i stykker, og det siger 19:22, altså en time før festen ved bålet skulle starte”.
Det er gratis at oprette en konto