Amalie sad ude på terrassen og kiggede fortabt på solen, der langsomt bevægede sig ned over horisonten. Hun kunne høre sine forældre skændes. Amalie sukkede. Hun var vant til det. De var ligeglade med om Amalie hørte det eller ej. De skændtes altid om et eller andet dumt. Som for eksempel: Faren kom altid for sent hjem, eller moderen der altid ringede til ham, fordi hun mistænkte ham for at være utro. Det var altid det samme. Amalie tændte en smøg og lagde benene over kors. Nu måtte de snart være færdige. Hun gad det snart ikke mere, evig og altid skulle hun hører på dem. Pludselig kunne man høre glas blive smadret. Hun rejste sig op var urolig for at nogen var kommet til skade, hun tog et hvæs af sin ciggarat, og bagefter vippede hun asken af cigaretten. Det var tydeligt, at moren græd. Hun hulkede, som var hun blevet pisket. Havedøren blev åbnet og faren kom ud med bilnøglerne i den ene hånd og en kuffert i den anden. Amalie mærkede et sug i maven og tårerne pressede på, men hun tog sig sammen og besluttede sig at være så kold som overhovedet muligt. "Forlader du os?" spurgte Amalie og prøvede at få sin stemme til at virke så ligeglad som muligt, selvom hendes underlæbe rystede lidt. Faren nikkede uden et ord, og satte sig ind i bilen. Han startede den, og kørte sin vej. Amalie vendte sig om mod huset og tørrede irriteret en tåre væk, der havde formået at bevæge sig ud af øjenkrogen. Moren stod i døråbningen med store, røde øjne og et viskestykke i hænderne, som hun havde brugt til at tårer sine øjne med. Hun hulkede en sidste gang og så gik hun ind i køkkenet.
Det er gratis at oprette en konto