Jeg vågnede op. Mine åbne brandsår blev kølet af af den friske brise. Jeg rejste mig op, men mine knæ ville ikke. Det kunne have noget at gøre med, at de var noget nær brækket. Jeg gik, haltende, ned af skrænten og ned på stranden. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se den. Jeg løb rundt, eller, så meget man kan når ens ben næsten brækket og fyldt med brandsår. Jeg ledte nærmest febrilsk efter den. Dukken! Den demoniske genstand, der skulle destroeres. Jeg genkendte stenen, den med hakket i. Og der lå dukken. Fin og uberørt, klar til at modtage flere ofre. Men ikke mere. Jeg samlede dukken op, men idet jeg rørte den, skød endnu engang smerte op igennem min rygsøjle. Jeg blev tvunget i knæ af smerten, og mit liv passerede nærmest revy. Men i stedet for et helt liv, så jeg kun den sidste dag.
Vi var på vej til stranden. Mig, min ven Torben, hans kæreste Nelly, og min bofælle Steve der, efter et flere ugers langt, intensivt World of Warcraft maraton, havde trådt ud i sollys. Vi var i Torbens bil, på en stille grusvej, da der pludselig kom røg op fra under kølerhjelmen. Vi stod alle ud, Torben åbnede hjelmen og jeg kigged ned. Motoren røg, så vi gik udfra at den var problemet.
Det er gratis at oprette en konto