Varmen var så småt ved at forlade stranden, den eneste måde man kunne nyde udsigten af havet, var bag et lukket vindue. Der var ingen at se på stranden, ingen var ude og lufte deres hund, ingen ledte efter rav i vandkanten, ingen sad og spiste grillmad, ingen børn lavede længere sandslotte, som de havde gjort tidligere på dagen. Det eneste der var at se på stranden, var bølgerne der ligeså stille skyllede ind over strandkanten og ud igen. Nogen gange kunne man høre en måge et sted. ellers var der helt stille på stranden, alt var øde, sådan næsten.
Helt henne ved vandkanten, var der er en stor sten. de familier der havde hus tæt ved stranden havde en tradition, hver sommer om at sidde der ved den ene store sten. det var altid der det skete, der blev altid hygget, drukket og grinet, alle var glade når man var der. Når mørket begyndte at falde på, blev der tændt et bål for hyggens skyld, ved bålet kunne børnene lave dejlig brune skumfiduser, nogle tog mariekiks udenom. Der blev først ro, langt ud på natten.
Men hvorfor var denne her sommerdag anderledes? hvorfor var der ikke en sjæl at se på stranden?
Det er gratis at oprette en konto