Det var en kedelig dag i skolen som så mange dage før. Jeg sad ved siden af Lean, min nye ven, i klassen. Lean var alt det, jeg ikke var: høj, bred, mørk mens jeg selv bare var almindelig, lille, tynd og bleg. Det var nok derfor, jeg blev så glad, da han blev min ven. Lærerinden stod ved tavlen og prøvede at lære os dansk, men jeg sad blot og kiggede ud af vinduet, på de gamle bøgetræer som stod i skolegården. De var store og krogede, med friske knopper og enkelte blade der rystede let i den milde forårs brise.
Jeg aner ikke hvor længe, jeg sad der og bare så på bøgetræerne, men lige pludselig ringede klokken og rev mig ud af min trance. ”Og husk at læse side 30-31 til i morgen!” sagde lærerinden der var en skraben af stoleben, og en snakken brød stilheden. Jeg satte min stol op og gik ud i skolegården. Lean, der var fulgt efter mig, talte: ”Skal vi ikke tage hjem til dig i dag?” sagde han, som han kom op på siden af mig. ”Mor har kunder i salonen, fru Frandsen skal have permanentet sit hår igen, og du ved, hvordan det stinker”. Han rystede på hovedet i afsky. Leans mor havde en hjemmesalon i deres lille lejlighed. Den var meget lille, faktisk bestod den kun af en frisørstol foran vasken i køkkenet, men hun havde da et par faste kunder, og fru Frandsen var en af de bedste. Jeg tænkte mig lidt om. Mor og far var ikke så vilde, med at jeg gik sammen med Lean. De synes han var en bølle, og at det bedste for mig ville være at holde mig langt væk fra ham. Men da jeg opdagede, at Lean stadig så afventende på mig, sagde jeg: ”Jo, jo helt i orden”. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sagde det, men jeg vidste bare, at det var bedst at holde sig gode venner med Lean. Det var et slags instinkt, jeg havde. Jeg gjorde altid det, jeg vidste Lean ville have gjort, og han ville altid have hjulpet en ven i ”nød”.
Det er gratis at oprette en konto