Mødet i regnen

De havde endelig lovet regnvejr i dag. Men først til eftermiddag og aften. Det var svært at vente, men ventetiden kunne selvfølgelig bruges konstruktivt til at tjekke silikonelaget, og måske ligefrem forny det, på den springklare, pangfarvede paraply med det traditionelle håndtag af mørkt træ, som noget lukket inde i sig selv stod i stativet og strakte ud efter enhver forbipasserende.Med et ’splong’ fremviste den sit cirkulære farvecirkus, og efter at have forvisset mig om, at den godt kunne klare et lag til, bredte den dejlige og sikkert usunde silikoneluft sig i entreen. Paraplyen fik lov til at forblive åben. Et særligt privilegium, den ellers skulle arbejde for at få.Klokken 16 var jeg klar. Med fornuftige regnvejrssko, ligeledes silikoniserede, begav jeg mig ud på gader og stræder, nydende den kraftige lyd af voldsomme regndråbers møde med den skærmende skærm. Kontorerne lukkede. Det var det bedste tidspunkt. Mine øjne skannede samtlige opgange og porte. Gaden var rimelig fodgængertom. Hist og her løb folk gennem regnen. Enkelte slentrede tilsyneladende ligeglade gennem de voksende pytter.Men jeg så kun efter en at dele mit tørvejr med. Mange ville sikkert gerne ind under en paraply så flot som min. Men jeg måtte være selektiv. Der var kun plads til én foruden mig. Og tog jeg ikke helt fejl, så var hun lige dér. Under en markise stod hun ubeslutsom ved grænsen mellem vådt og tørt. Spejdede op mod den kulsorte himmel, som om det skulle hjælpe. Lidt tilløb tog hun også. Men det var halvhjertet. Så upraktisk påklædt, som skulle man tro, hun aldrig hørte vejrudsigter. En sød frisure, som næppe kunne opretholdes efter få skridt i dette vejr. (Men i mine øjne ville hun være endnu sødere med regnvådt, dryppende hår ned ad hals og kinder og en fræk tunge, der smagte på dråberne).Lige som hun igen var ved at tage tilløb og endda var kommet et par centimeter udenfor, nåede jeg hende, og så selvfølgeligt som sådan noget nu er, tog jeg hende i farten let om overarmen og efter ganske få skridt var markisen forhistorie og hun var placeret i en cirkel af tørhed, som fulgte os i den retning hun tilsyneladende skulle, og jeg sagde: Må jeg have lov til levere lidt tørvejr. Og uden at afvente svaret, som jeg med tiden havde fundet ud af, at man skulle tage for givet, sagde jeg: Sikke et møgvejr! Skal du langt? Så holdt jeg inde med mit, udover at jeg smilede med mine brune øjne, alt det de kunne trække. Jeg lod dem indfange af hendes klare blå ditto og lod hende få tid til at kigge igen og sikre sig, at der ikke var noget farligt (sådan da) forbundet med at skride gennem regnen med ejermanden.Alt mens jeg holdt paraplyen i den rigtige højde og lidt mere over mod hendes side, sørgede jeg også for at hun undgik de store pytter. Og da hun sagde: ”Ja”, og jeg sagde, det var dejligt, smilede hun så sødt, så jeg vidste, at uanset hvad det endte med, så var dagen reddet.Vi promenerede i en allé af medmennesker, der mest var til tørvejr ved trappeopgange og porte. Misundt af utallige holdt jeg godt fast om håndtaget med den ene hånd, at ikke en tørvejrstørstende bivåner skulle se sit snit til at snuppe mit fortrin.Som for at trække hende mere ind under stofhimlen forlod min hånd hendes nære arm og bevægede sig ubemærket om til den fjerne arm og søgte ind mellem den og hendes krop, hvor den fandt hvile og tryghed i tæt kontakt med hendes ribben dog afskærmet med en tynd frakke. Hun lod mig beholde hånden der, måske fordi jeg samtidig spurgte, hvor hun ville have begivet sig hen, hvis ikke hun var blevet forhindret i det af regnen?” Og jeg hedder Peter, og hvor er det nogle flotte sko, du har på, men de er vist ikke så gode i regnvejr?”Det var en underdrivelse. Et par halvdyre sandaler med halvhøje hæle sad på et par helstøbte fødder. Men strømperne blev ikke våde, for hun havde ingen på. Jeg kunne derfor undlade at navigere uden om pytterne og bare fandenivoldsk træde dem under fode. For vi havde andet at tage os for.”Jeg hedder Sofie, og var jeg ikke gået med dig, havde mine sandaler nu befundet sig fint i tørvejr under markisen.” Hun smilede skælmsk.Åh, hvor jeg elsker, når kvinder smiler skælmsk. Det er ikke så tit, man møder en skælm. Faktisk går man til daglig og har helt glemt, at de findes. Og så, lige med ét, dukker der en op. Hvor skønt. Men de kræver den rette respons. De lægger jo op til skælmeri. Og kan man ikke honorere det, så er de pludselig væk igen. Hurtigere end de kom.”Jo måske, men så var de heller ikke blevet pudset og poleret med min undertrøje når vi når frem.” Jeg skævede lidt til hendes side. Jeg ved ikke altid, hvad jeg har sagt, før jeg selv hører det. Men det gik.” Og du havde ikke fået fodbad med efterfølgende grundig frottéring og fodmassage.””Når frem?” Lille pause. ”Til?””Der hvor vi nu vil hen. Lige nu befinder jeg mig lige, hvor jeg helst vil være. Men når det holder op med at regne, må vi jo se at komme i hus. For så kan jeg vel ikke forvente, at du vil dele paraply mere?”Vi gik lidt videre i tavshed. Alt, der kunne siges, var sagt. Resten var tegnsprog. Især hendes hånd, som tog fat om min paraplyhånd. Officielt for at rette paraplyens hældning en ligegyldig anelse, men uofficielt for at forblive i tæt kontakt med min. Varme og spænding strømmede fra hendes hånd til min og tændte nærmest et lys under paraplyen, hvori vi stille vandrede videre gennem trommeregn. Var vi kommet lidt uden for de mest befærdede strøg? Jeg ville ikke have kunnet sige det. Var det nu eller aldrig? Ja, det var det. Måske holdt regnen pludselig op. Måske ville hun pludselig med en bus. Måske noget andet. Så det vár nu. Med min venstre arm svingede jeg hende lige cirkelagtigt halvfems grader til venstre og mødte hende på halvvejen, idet jeg havde kalkuleret et læbemøde akkurat tilpas overrumplende uden hænder, der kunne forhindre noget, hvad jeg selvfølgelig ikke troede, de ville, men alligevel.Jeg så hendes overrumplede læber nærme sig mine. Og jeg så dem endnu mere overrumplet forme et lydløst hvin, mens de fjernede sig fra mig i grusom fart. Hendes hånd havde sluppet min på paraplyen, og min venstre arm under hendes armhule var pludselig hjemløs.Jeg stirrede paf på en sortklædt, mere end bredskuldret kedelig type, som nærmest ganske uanfægtet havde et solidt tag i hendes frakkekrave og trak hende baglæns ind i en port. Hun var begyndt at give lyde fra sig, men skreg ikke egentlig om hjælp. Måske strammede kraven om halsen. Det var jo frygteligt. Hvad tænkte manden på? Var han ligeglad med at jeg så det og kunne ringe til politiet? Men jeg kunne jo bare ikke stå her og ringe, mens han måske forsvandt med hende, så jeg bevægede mig tøvende efter dem. Da jeg kom gennem porten, så jeg ham presse hende op mod et plankeværk, mens han holdt hende for munden med den ene hånd og den anden var i gang med at flå hendes bukser op. Hendes skjorte var flået åben, men en hvid bh beskyttede endnu hendes bryster mod idiotens blik.Der var ikke tid til politeopkald. Jeg skulle have råbt højt, så nogen i ejendommen ville være kommet til vinduerne, men al rationalitet var forsvundet. Ellers havde jeg jo også indset, at min, i sammenligning med hans, splejsede krop, ikke kunne udgøre noget, der lignede en trussel.Samme mangel på rationalitet gjorde, at jeg stadig havde min paraply løftet til beskyttelse mod regnen, da jeg tog ham på skulderen, samtidig med at hendes bukseknap fløj ud til siden, og råbte: ”Hvad fanden har du gang i? Slip hende!”Han vendte sig med et ryk. Kampberedt. Men efter et kig på mig og ikke mindst paraplyen kom han til at grine. Et rigtig ubehageligt grin. Det var hånende og på ingen måder smittende. Tæt på var hans ansigt alt for fedladent og groft skåret. Der var skægstubbe. Og nogle grimme ar på den ene kind. Øjnene blåkolde. Uf. Ikke lige min type. Håret sorttjavset, halvlangt. Og på den ene side af halsen var der de obligatoriske tatoveringer, som udgik fra skulderen. Læderjakken var gammel og slidt.”Pas dine egne sager, paraplymand,” sagde han temmelig kommanderende. Så fik han en sjov idé, tror jeg, han selv ville kalde den, når han skulle fortælle om det til gutterne. Han tog fat i min arm, der holdt paraplyen, og trak den ned til vandret, lidt ud til siden, så paraplyen ikke stødte ind i ham. Så sagde han: ”Nu holder du paraplyen sådan her.” Han flyttede på den, så jeg kom til at holde den udslåede paraply op foran mit ansigt, så den totalt dækkede mit udsyn. ”Og der bliver du ved med at holde den. Prøv at sænke den, så skal jeg vise dig, hvad der så sker, hvis du ikke holder den ordentligt.”Jeg holdt paraplyen tæt op for mig, nærmest som et skjold, men turde ikke andet end at adlyde, så jeg sænkede forsigtigt, så jeg kunne kigge ud over den.Smak! En knytnæve fløj med fuld kraft frem og blev stoppet af mit ansigt med næsen forrest. Aldrig har jeg mærket lignende smerte. Og forbløffelse. Blodsmagen bredte sig hurtigt i min mund. Jeg havde skreget av. Og havde også lige set et glimt af hendes forskræmte ansigt bag hans ryg. Hun stod naglet til stedet, og turde ikke stikke af. Eller kunne ikke fordi han pressede sig imod hende. Eller ville ikke løbe fra mig.Nu tog jeg hurtigt paraplyen op igen og håbede, at jeg gjorde det godt nok. Jeg lod den ene hånd gå på opdagelse i mit, formodede jeg, knuste ansigt. Jeg kunne heldigvis stadig se. Men tænke kunne jeg ikke. Det var en vild tumult i min hjerne. Jeg var bange for næste lektion. Men jeg var mere bange for, hvad han havde i sinde at gøre ved min nye veninde. Som om jeg ikke havde min anelse.Jeg kunne fornemme, at han havde vendt sig mod hende igen. Ved at løfte paraplyen lidt op kunne jeg se deres ben. Hans store, snavsede gummisko. Og hendes flotte, halvhøje sandaler, som jeg længtes efter at pudse med min undertrøje. Og det skulle han dælen dulme ikke forhindre. Den baryler, den, den….Da jeg hørte en lynlåselyd vidste jeg, at det var nu eller aldrig. Præcis som med kysset. Denne gang dog med noget større konsekvenser, hvis det gik galt.Jeg holdt paraplyen som før. Men trykkede på låsemekanismen, så jeg kunne lukke den stille og roligt sammen. Og derved også se, hvad der skete.Han maste sig godt ind på hende og holdt hende stadig for munden. Jeg fangede hendes blik. Hun var skræmt fra vid og sans. Hendes bukser var trukket halvt ned. Og det gjorde det jo ikke nemmere for ham, den kvajpande. Jeg fik fumlet min mobil frem med den frie hånd og tabte den straks. Han drejede hovedet og så både min fadæse og min overtrædelse af hans ordre. Jeg måtte kunne banke håndtaget lige ind i hans tykke pandeskal. Hvis ikke han afparerede. Men lige nu havde han en hånd for hendes mund og den anden fumlende mellem nogle ben. Så nu eller aldrig? Nu!Det sagde simpelthen ’gonk’, da håndtaget ramte ham i baghovedet. Man skulle tro jeg spillede golf, men det har jeg nu aldrig prøvet. ”Av for Satan da, din lede lort. Jeg slår dig ihjel!”Det var jo ikke lige det, jeg havde lyst til at høre, så da han efter et sekunds virren med hovedet var klar til at lade handling følge ord, var jeg snurret omkring og med paraplyen i den højre hånd, ifald jeg skulle få brug for et ubrugeligt våben, løb jeg mod porten. Med stor tilfredshed nåede jeg at tænke, at selvom jeg nu lader livet, så kan hun stikke af nu. Jeg måtte vende mig, for at se om hun nu også gjorde det. Og da hun stadig stod som forstenet med bukserne nede om knæene, råbte jeg: ”Løb!”Nu blev hans opmærksomhed delt, hvilket jeg brugte til at falde lige så lang jeg var i en vandpyt af anseelig størrelse. Jeg nåede at tage af for faldet med paraplyen, som jeg holdt midt på, så håndtaget bankede mod asfalten. Nu var det slut, vidste jeg. Om lidt ville han tage fat i mine ben og centrifugere mit hoved ind i en yderst solid murstensvæg. Det var det liv. Bare fordi man kunne lide regnvejrstøser! Nej, det var ikke derfor. Det var fordi, der fandtes mennesker, der ikke var rigtige mennesker. For det er jo ikke menneskeligt, at tage et andet menneske med vold og magt og gøre det ondt. Hverken på den ene eller den anden måde. Men hvorfor findes der sådan nogle mennesker? Som altså ikke er mennesker. Jeg kom ikke længere, for så hørte jeg et råb og en ed og fornemmede en kæmpekrop komme susende ned over mig. Han var faldet i det samme smattede stykke et eller andet som jeg. Hundrede kilo ramlede lige ned over paraplyens spidse, opretstående ende. Da den borede sig ind i hans hals og ud på den anden side, holdt jeg stadig om paraplyen, hvis håndtag blev trykket hårdt mod underlaget og truede med at knække som en tændstik. Men vinklen var den rigtige. Farten og vægten enorm. Og jeg fik lige akkurat flyttet hånden mens hans hals gled længere og længere ned mod håndtaget og til slut ikke kunne komme længere idet det buede håndtag blev presset ind i hans mund, hvor det slog et par tænder ud.Spoingg! Paraplyen stod fuldt udslået. Tilsyneladende uden alvorlige mén bredte den sig over den person, som den lige havde gennemboret halsen på, som om den derved kunne gøre sin gerning god igen ved at beskytte ham mod regnen. Han kvitterede ved at sende et rødt, pulserende springvand ud af hullet i nakken. Det var i sig selv vældig imponerende, men efter skuffende kort tid ebbede det ud.Jeg havde akkurat undgået hovedparten af hans krop, men mine ben var dog underlagt en stor dødvægt. Jeg lå uden for paraplyens formåen og betragtede det uvirkelige skue lige ud for mine øjne. Man skulle tro, jeg efter min angst og mit fald og dødens nærhed, min egen mulige ikke mindst, ville være skrigende usammenhængende oppe i hovedet, men det hele var koreograferet så smukt med det formål at sikre sig de rigtiges overlevelse, så jeg lå bare og solede mig i den livgivende styrtregn, som altså var min ven forment. Det sørgede min anden ven, paraplyen for.Da de sidste små sprut af springvandsblod døde ud fik jeg trukket mine ben fri og rejst mig op. Der var tilsyneladende ingen mennesker i den lille gård, der havde set noget. Ingen silhuetter i vinduerne. What to do? Mest af alt havde jeg lyst til bare at gå videre med min pige i regnen. Men hvor var hun blevet af? Ville jeg nogen sinde se hende igen. Hende, hvis dyd jeg lige havde reddet. Godt nok havde jeg haft planer om selv at tage den, men det var noget andet. Strejfede hun nu om med frit indblik til en våd bh på gader og stræder? Havde hun fundet en færdselsbetjent og fremlagt sin sag?Jeg måtte se at komme væk herfra. Jeg var tilfreds med at retfærdigheden var sket fyldest og ønskede ikke at redegøre for en hændelse, hvor mit navn ville komme frem og bandittens lillebror ville skrive mig bag øret, med henblik på fortsat fejde.Paraplyen! Den ville sikkert på en eller anden måde kunne henføres til mig. Jeg måtte krænke gravfreden og sikre mig denne eventuelle dna sladrehank. Men nu hvor den var slået ud, var det ikke muligt at køre filmen tilbage. Heldigvis huskede jeg, at håndtaget sad på med et gevind, selvom det var skruet godt på, så jeg slog paraplyen ned, så jeg kunne få godt fat og drejede af alle kræfter. Heldigvis den rigtige vej med det samme. Han blev noget skæv i kæben, da håndtaget flyttede rundt på sig i hans mund, men så gik det også løs og lidt efter stod jeg med to dele, som jeg atter sammenføjede til en paraply.Der var godt nok meget rødt snask på paraplyskærmen, men jeg slog den op og lod regnen tromme løs og stod fortabt som under en rød bruser. Lidt efter lidt blev vandet atter vandfarvet, og jeg belavede mig på at gå ud af porten. Lige som min tøs (det kaldte jeg hende nu, for jeg var nu så tæt forbundet med hende, som jeg ikke før havde været med nogen pige) kom imod mig. Hun var kommet så meget til hægterne, at hun ville mig til undsætning enten korporligt eller politihidkaldende. Da hun så mig med paraplyen og en skikkelse liggende på jorden i baggrunden, så hun så lettet ud at min glæde ikke kunne være i mig men måtte ud i en omfavnelse og vi kastede os i hinandens favn. Så kom kysset helt af sig selv. Og det ville slet ikke holde op. Vi måtte blive ved og ved indtil det til sidst alligevel holdt op. Men da havde jeg også lært hendes tunge at kende fra alle sider.Hun havde fået blod i ansigtet stammende fra min blodtud og flængede læbe, tror jeg også, og vi så begge herrens ud. Hendes skjorteknapper manglede jo, og først nu så jeg bag om bh’en og konstaterede at den indeholdt nogle af de smukkeste bryster jeg nogensinde havde set. Brystvorterne aftegnede sig gennem det regnvåde stof og min blodtud havde dryppet røde striber ned lige midt imellem dem.Vi skulle hjem til en af os uden at vække opsigt, og det ville det gøre, hvis vi tog en bus eller taxi. Jeg boede dog i relativ nærhed, så jeg tog om hende som tidligere og med paraplyen så langt nede, det kunne lade sig gøre, småløb vi gennem regnen til min gadedør.Straks jeg havde fået jakken af begyndte hun at knappe min skjorte op og stryge mig forsigtigt over mit ophovnede ansigt. Jeg gjorde gengæld ved at trække hendes knapløse skjorte af og inspicere hendes ansigt, som havde større blålige trykmærker efter hans hånds tryk mod hendes mund. Jeg prøvede at slikke dem af, men blev hele tiden forstyrret af hendes mund, der troede, jeg ville kysse.Men det var værre med mit ansigt. Jeg havde blødt. Der var snavs og rester af vandpyt. ”Det skal vaskes,” meddelte hun kort og drog afsted med mig i den forkerte retning af badeværelset. Da vi alligevel havnede der, krængede hun sine cowboybukser af medtagende trusserne og snart stod vi begge under de varme stråler fra en bruser med fuld knald på.Hun duppede forsigtigt mine ansigtssår med en indsæbet svamp, mens jeg prøvede at holde fast i hendes brystvorter, for ikke at falde bagover. Det var svært, men det blev nemmere og nemmere.Til sidst må vi have fået skyllet ham fuldstændig væk. Hun var overbevist om, at jeg havde fået ram på ham med paraplyens håndtag, mens hun skyndsomst havde taget flugten. Og jeg undlod at fortælle, at han sandsynligvis var død. Vi var helt enige om ikke at gå til politiet, for han havde fået sin straf. Og hun kaldte mig hele tiden ’min redningsmand’, skiftende med ’min tapre redningsmand’.Der var ingen tvivl om at hun skulle blive her i nat. (Og fremover? Jeg har ikke spurgt endnu, men det skal snart være nu eller aldrig).Det har været en rigtig god dag i dag, bortset fra at jeg er noget øm på kindbenet. Ved min side her i sengen ligger en sød regnvejrstøs og sover trygt, fordi jeg har lovet, at fyren aldrig skal genere hende mere. Og verden er blevet et, en anelse, bedre sted. Jeg vidste, det lovede godt, da hun smilede til mig første gang. Jeg vidste det!Grundet at jeg i 2010-klassen kaldte mig pert, men nu ønsker at samle alle udgydelser under den signatur jeg ellers har kaldt mig, nemlig skribler, forekommer besvarelsen nu også under dette navn, men de tidligere kommentarer må forblive under pert, da jeg jo ikke kan flytte disse. Indrømmer at det er lidt rodet.