Klumme

Her den ene dag gik jeg bare stille hen ad gaden, opslugt af mig selv. ”Blop, blop, blop,” lyden fyldte mine tan-ker. Regnen larmede ekstremt meget på min lille blå paraply. Mit hoved hang tungt ned mod jorden, idet jeg pludselig mærkede en skulder hårdt ind imod mig. Med ét lå jeg der. Midt på gaden.Jeg så op, og nåede kun lige at råbe ”hey!”, men han gav mig bare fingeren, og gik videre. Ikke noget med at stoppe op og hjælpe mig. Ikke engang et lille undskyld kom der fra hans læber. Jeg var lamslået. Altså han kunne da godt lige have sagt undskyld, måske da også spørge om jeg var okay og hjælpe mig op? Det synes jeg, man skal gøre. Det er da nærmest oplagt, at man lige gør det, når man skubber en, lige meget om det så var med vilje eller ej. Men det er måske bare mig, der synes det? Jeg synes virkelig, at vi er blevet helt vildt forandret. Ikke kun de unge. Også os andre, alle. Vi gør efterhånden bare det, vi har lyst til, og ikke hvad andre synes. I kender det vel selv? Det tror jeg. Måske hvis i har været til koncert før. I står der midt i mængden, da nogle men-nesker vil forbi jer. De maser sig tit bare igennem. Ikke noget med at spørge stille og roligt ”undskyld, må vi lige kom-me forbi?” eller sådan noget. Nej, nej. Vi går bare. Helt ligeglade med dem det går ud over. ”Fuck alle andre” som mange måske ville sige i dag. Især de unge. Deres sprog er