Det er sjovt hvordan en dag kan stå så klart i ens hukommelse. Det der skete den dag står stadig tindrende klart i min hukommelse. De fleste ville nok synes at det bare var en ligegyldig og uvigtig hændelse, men for mig betød begyndelse på noget nyt.
Jeg løb ned af skråningen ned mod bålet på stranden. Jeg var ikke andet en otte år dengang. Jeg styrtede af sted ned mod stranden med tårefyldte øjne og våde kinder. Hele min krop rystede. Det eneste jeg så var min storebrors grinende ansigt, hvor jeg dog hadede ham. Hvorfor havde jeg fået ham som storebror? Hvordan kunne han havde været den stærkeste og hurtigste sædcelle der var?
For mig var der kun en løsning, han havde snydt sig vej hvordan ellers? Det ville ikke overraske nogen ikke engang mine forældre.
Vi var kommet til sommerhuset ved stranden om formiddagen. Det var Sankt hansaftensdag, og vi skulle ned og se bålet på stranden. For en gangs skyld var jeg glad nærmest lykkelig. Jeg havde fået lov til at tage mormors dukke med, og jeg gik rundt med den og følte mig voksen. Jeg følte mig som en mor med dukken på armen. Indsvøbt i et blåt og alt for stort håndklæde, lå dukken som en anden nyfødt baby. Min storebror gik rundt og drillede mig: ”Nyd det så længe det vare [NAVN B], det bliver det eneste barn du får”. Jeg forstod det ikke dengang, men alligevel blev jeg stiktosset og ked af det. Jeg viste det ikke. Jeg hverken græd eller svarede igen, men indeni blev der slået et lille stykke af mit hjerte.
Det er gratis at oprette en konto