Det føles som flere timer siden, men det kunne ligeså godt være 10 minutter siden. Jeg har ingen ide om hvad klokken er, eller om det er dag eller nat. Det var mørkt da de kom klokken var ca. 4 om morgen, de gav os poser over hovedet og smed os ind i noget jeg tror er en bil. At ligge her har godt nok givet mig tid til at tænke. Hvor skal jeg hen, hvornår ender turen, er det en vinderrejse for to børn? eller vil de bare af med os? Jeg ved det ikke, men jeg har godt nok fået tid til at tænke. Jeg tror Isabella er med, men er ikke sikker, da vi har poser over hovederne og tape for munden. Jeg tror der sker noget nu, de åbner dørene! Jeg hører et skrig, hun er med! Men er hun såret? Nu tager de også fast i mig! De smider mig ned på jorden og hiver tapen af, og med det samme råber jeg ’’Av forhelvede! Hvad fanden har i gjort af Isa?’’Jeg hører et ordenligt riv ’’Spørg hende selv’’ svarer en dyb stemme så. Tovet bliver løsnet og bilen køre væk. Vi fjerner poserne, det er morgen. Jeg ser en lille ensom by. Byen er tom kan jeg se herfra, der ligger en telefonboks midt på gaden og lyser. En hund der halter løber skråt ud til horisonten. I det mindste er byen ikke helt livløs ’’Jeg bryder mig ikke om stjernerne her, de er alt for store! Jeg forslår at vi bliver her’’ siger jeg. Men Isa er stræks mere nysgerrig og forslår at vi tjekker byen ud. Vi går igennem de livløse og mørke gader, her er koldt. En dør står og banker, vinduerne er ødelagte og der er ikke noget som helst tegn på liv i byen. Jeg er bare glad for at der er lyst og det stadig er dag. ’’Hvad med at vi går ind i husene? Der er helt sikkert ikke nogle hjemme’’ Siger Isa. Jeg svarer så stræks ’’Synes du helt ærligt at det er en god ide Isa?’’ ’’Ja da! Kom nu! Der er ikke noget at være bange for!’’ Hun tager min hånd og trækker mig med, og selv om min samvittighed siger at det er en dum ide, så må jeg indrømme jeg også er en smule nysgerrig. Døren er låst, men døren må være gammel for med et enkelt hårdt skub til døren faldt den sammen. Vi går nu ind i huset, det ser gammelt ud. Der står en gammel lampe og blinker for sig selv i hjørnet, der er en trappe op til et mystisk rum, som er fuld af støv. Der hænger en seddel på døren til det mystiske rum, Isa er i køkkenet og kigge om der er noget mad, imens tjekker jeg hvad der står på sedlen, på sedlen står der! ’’Do not enter!’’ Isa! Kom herop og se’’ råber jeg. Hun kommer løbene op af trappen ’’Læs det her.’’ Jeg viste hende sedlen, som jeg nok burde havde forudset svarer hun ’’hvad er dog det for noget sluder, lad os se hvad rummet gemmer på’’ hun åbner døren og jeg forventer at vi nu skal dø… men intet sker. Ikke en eneste forskel er sket, hun har nok ret. ’’Se selv! Der er jo ingenting at frygte!’’ Det ligner et gammelt kontor, der er et stort vindue, en kontor stol der står rettet imod vinduet, et skrivebord med en masse gamle papir med noter på af diverse ting. En stor bogreol står op af væggen, og den er fyldt med gamle bøger, ingen af dem ser dog bekendte ud. Jeg går over og kigger nærmere på de forkellige bøger, jeg forstår seriøst værken titlen eller indholdet for den sags skyld da alle bøgerne trodsalt er på latin. Isa skriger! Jeg vender mig hurtigt om og ser hende stå ved kontor stolen. Hun er helt bleg i hovedet af skræk, hun siger til mig ’’Se lige her’’ Jeg løber over til hende og kigger ned på stolen. Der sidder en mand, eller nærmere det der engang havde været en man, han er helt blå i hovedet, hans mund er åben som om hans kæbe var knækket. Han har jakke set på, og han ligner en der har været meget fin og velhavende. Jeg gav ham et lille skub og med det samme faldt hovedet af og trillede ned på gulvet. Jeg er sjovt nok ikke skræmt, jeg er nysgerrig. Jeg kigger dokumenterne igennem, det meste er på Latin men også noget på engelsk. Vi har haft en smule latin i skolen, men ikke nok til at jeg kan oversætte så meget af det, men jeg kan tolke mig frem til en lille tekst, hvor på der står ’’ Revixisse mortuum vivum forte opus esset explosa ignes propinquum nuclei anno Donec?’’ Og det skulle vidst nok betyde noget med at de levende døde genopstod på grund af et atomkraftværk havde gået i brand og var sprunget i luften et sted i nærheden af byen. Der ligger en note på gulvet hvor på jeg læser at der står ’’They come 9 pm. And leave…’’ Resten af sedlen er revet i stykker, vi tjekker klokken på det store bornholmer ur der står op af væggen, den ser stadig ud til at virke, og ifølge den er klokken 21 nu. Det kunne kun betyde en ting! Jeg hør en lyd nede fra gaden af, jeg kigger ud af vinduet og ser så en hær af mennesker, eller. Det måtte være de levende døde som jeg havde tolket mig frem til på det papir, de går rundt i byen, med kun et enkelt formål, at dræbe alt og alle der er i live. Måske de ved at vi er her, de tjekker ihvertfald husene igennem hvad jeg kan se. ’’Isa, vi må finde et sted at gemme os, her er ikke sikkert.’’ Hvisker jeg. ’’Okay, men vi må være forsigtige’’ svarer hun så. Vi lister os nu ned af trappen, vores hus er en af de sidste på gaden, så vi har måske en halv time endnu. Vi finder et gammelt kælder rum hvor der lige er plads til os to og her ligger også et tæppe. ’’Vi er sikre her’’ siger jeg ’’Jeg har bare en dårlig fornemmelse med stedet her’’ svarer Isa ’’Bare tag det med ro søs, det skal nok gå’’ Svarer jeg hende. ’’Læg dig godt under tæppet, her er ikke varmt, Og jeg ved ikke hvor køkkenet er. Men vi klarer det nok’’ Siger jeg ’’Jeg tør ikke sove’’ svarer hun. ’’Luk nu bare øjnene og prøv! Jeg kan se på dig at du er træt’’ hun ligger sig med tæppet omkring sig og jeg ligger også bare og lytter, jeg snakker meget, men det kun for at holde mig selv vågen ’’Jeg skal nok holde op med at snakke, sover du? De henter os sikkert i morgen, hvis det da ellers bliver morgen her, Så kommer vi hjem i vores egen seng tror jeg.’’ Et vindue bliver knust, døren bliver åbnet, trin tramper rundt i huset. De går lige forbi det rum vi ligger i, jeg prøver at være helt stille, men jeg føler at mit hjerte banker så højt at en vær ville kunne høre det. Vi låste døren her ind til da vi gik her ind, så jeg håber bare at de ikke kan komme ind alligevel. En blå grøn hånd smadre ind igennem træ døren! Rammer Isa der står helt oppe af døren og lytter! Hun flyver ned til mig! Hånden river indersiden af håndtaget af. Vi rykker os lydlyst helt op i hjørnet. Der bliver stille… ’’Gad vide om de er væk nu’’ Isa svarer ikke men bliver bare siddene med hovedet ind imod muren, hun er underligt nok meget stille, hun er nok bare i chock, eller måske har hun bare slået sig. ’’Er du okay? Gjorde det ondt’’ Hun vender sig om, hovedet ned imod jorden, hendes mørke hår skjuler hendes ansigt. Hun ser bleg ud, hele hendes krop er krid hvid, det eneste der stråler igennem er den knaldrøde arm, Hun bløder ikke, men mærket er der. Hun er helt rød. Hun kigger op. Hun er ikke sig selv. Hun er ikke Isa. Hun er nu en af dem.
Det er gratis at oprette en konto