Mange gange når der bare ikke er noget som helst der hænger sammen, lukker jeg mig selv inde, sidder på mit værelse og tænker, i dag er en af de dage, jeg har aldrig prøvet at skrive det ned før, men måske er det en god nok idé, for jeg kan ikke snakke med nogle om det, der er ingen der forstår mig, og mange siger at det hjælper bare at komme ud med det på en eller anden måde.
Det hele startede for 9 år siden, men det skete for 6 år siden. Det var min lillesøster Emilie, hun fik konstateret cancer, det var en rigtig hård omgang da vi fik det at vide. Hun lagde på hospitalet uafbrudt i et halvt år, og det næste halve år, var det frem og tilbage fra hospitalet og hjem igen, lægerne undersøgte hende, og hun fik kemo i en periode, det var meget hårdt for den lille krop. Men ca. 2 år efter, med fred i den lille krop, kom canceren til live igen, denne gang sagde hun til mor, lige inden hun skulle ind til lægerne, at denne gang holdte hendes lille krop ikke til det længere.
Emilie var bare den bedste lillesøster man kunne ønske sig. Jeg har et specielt minde om hende, da hun blev syg første gang fik hun en masse gaver, men der var en hun holdte specielt meget af, det var dukken som hun altid gik rundt med, og da hun blev lidt for stor til det, sad den inde på hylden, helt forladt af den lille pige. Men da hun stadig var lille var dukken det bedste eje hun havde, og der var ingen der måtte røre den, på nær mor og far, når de skulle putte hende. Nu er det så kun mig der forlov til at røre den, og far nogle gange, hvis han nu kunne finde på at komme ind og snakke lidt, men det sker meget sjældent, jeg bruger den nu også tit når jeg er ked af det, den får mig bare til at tænke på Emilie, og dengang var det hele jo så godt.
Det er gratis at oprette en konto