Forladt.Jeg vidste det ville ske. Jeg vidste i hvert fald det ville komme på et tidspunkt, og nu kom det så. ” kom så skat, vi skal af sted nu ”, råbte far. Stædig som jeg var råbte jeg med mit larmende skrig, som en eller anden tosse, at jeg ikke ville af sted. Jeg løb så hurtigt jeg kunne ned til stranden, som lå ca. 100 meter fra vores sommerhus, jeg tog Molly med. Molly var der altid for mig, hende kunne man altid regne med. Sad og græd på en sten, sad der i omkring tyve minutter før det skete, før det der ændrede mit liv fuldstændig, skete. En mand kom gående imod mig, ” rejs dig for satan tøs, du har ikke længere ret til at sidde der og tude”, lød det. Jeg rejste mig, lige inden han greb fat om min hånd, lagde mig ned, jeg sprællede, vred mig og mærkede i nogen sekunder en uendelige smerte…. Dagene efter det skete, var jeg ikke til stede, jeg levede i min egen smertefulde verden. Begyndte at skære lidt i mig selv, havde ikke rigtig noget hår længere, levede på en speciel måde, rigtig speciel måde. Børnehjemmet var heller ikke for rart, de var alle sammen en flok fjolser, som ikke forstod noget. Og Molly, hende havde jeg heller ikke mere, hvor hun var, det vidste jeg ikke, jeg vidste bare, at jeg ikke havde hende mere. Hun var væk. Sidst jeg så hende var på stranden. Men jeg blev mere og mere ligeglad, med stort set alting. Der var en dag, hvor jeg husker jeg fik brev fra min far, i brevet stod der ” Kære Cille. Er ked af det her gik som det gik, det var ikke meningen. Jeg rejser til Canada i nogen måneder, skal på en slags studietur med arbejdet. Jeg synes aldrig jeg høre fra dig mere, skriv eller svar endelig på den her besked når du modtager den! Vi savner dig, både mor og jeg, men du ved hvad der gik galt. Det var ingens skyld, og slet ikke din skyld, det må du altid huske på. Du ved vi elsker dig! Knus far.” Det brev rørte mig utrolig meget, havde aldrig troet jeg skulle få et brev fra min far og mor, slet ikke efter det der var sket, det var så underligt at høre fra dem igen. Svend som var min kontakt lære på børnehjemmet kom ind og spurgte hvad der stod i brevet, det var ham der havde givet mig det. Svend var nok den sødeste af alle på børnehjemmet. Jeg kunne stort set snakke med ham om alt. Han var en lille smule underlig, og havde haft nogle hårde perioder, præcis lige som mig. Vi havde meget til fælles, ud over han selvfølgelig var meget ældre end mig. Svend fortalte mig altid historier, mest om aftenen, inden jeg skulle sove, jeg husker at han var god til det, han havde engang været forfatter, det sagde han i hvert fald. Da jeg havde snakket lidt med ham havde jeg det meget bedre, det hele gik så godt på det tidspunkt, selvfølgelig lige indtil jeg faldt i søvn, så kom drømmene igen. I den alder drømte jeg altid de mest perfekte drømme, stort hus, dejlig familie, ingen børnehjem, alt var perfekt. Men sådan var livet bare ikke, ikke for mig. Men livet er hvad du gør det til, det fik jeg afvide tit, af Svend. Der var en dag på børnehjemmet, hvor der begyndte en ny pige. Hun mindede faktisk utrolig meget om mig hvis jeg selv skulle sige det. Det var svends niece. Hun var sød, en lille smule mærkelig, men så passede vi vel også bare sammen. Vi begyndte at snakke sammen mere og mere, og blev faktisk næsten bedste veninder. Endda mere end det, vi var næsten søskende. Vi sov sammen hver nat, var sammen hver dag, og holdte altid sammen, der gik faktisk ikke nogen tidspunkter hvor jeg ikke var sammen med hende. ”så er der mad”, råbte vores kantinedame. Husker den dag mere end nogen anden dag. Det var den værste dag i hele mit liv. Maria skulle væk, helt væk, væk forevigt. Ville muligvis aldrig komme til at se hende igen. Hun var blevet fjernet fra børnehjemmet, for at komme hjem til hendes forældre igen. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde havde oplevet. Havde ingen at snakke med mere, og lave alle de sjove ting vi lavede sammen. Livet for mig den tid blev sådan set bare værre og værre, Svend var der ikke så meget mere, og gik stort set altid alene. Begyndte at tænke lidt på Molly. Hvor var hun henne? Lå hun stadig på stranden? Var så bekymret for hende, som jeg aldrig har været bekymret for en før, selvom hun bare var en dukke, betød hun mere end nogen anden. Hun var den eneste der havde været der for mig, i hele mit liv. Nogle uger efter Maria var væk, kom der en ny pige på børnehjemmet. Hun hed Malou, hun var sød, utrolig sød. Vi begyndte at snakke mere og mere sammen, der var en dag, hvor Malou ville sove oppe hos mig, det måtte hun hellere end gerne. Det hele gik fint og vi hyggede os rigtig meget, indtil jeg fik et flashback for første gang i mit liv. Tænkte tilbage på episoden på stranden, besvimede, alt blev helt sort, forsvandt i mine egne tanker. Malou kom gående med en dukke der lignede Molly på en prik. Alt forsvandt i mine tanker, der var helt sort, min eneste tanke gik til Molly. Hvor var hun? Hvem var hun sammen med? Havde hun det godt? Hun lå sikkert bare der, helt alene, og forladt.Sarah Højer 9.a
Det er gratis at oprette en konto