Det var endelig holdt op med at regne, men skyerne hang stadig sorte og truende over hende. Havde det været solskin som tidligere på dagen, ville man kunne se, at hun havde grædt. Det gjorde hun ikke mere. Hun rejste sig langsomt op fra sandet og prøvede at få gang i de stive, kolde ben, der ikke længere føltes som hendes.
Blæsten rev i hendes hår. Der lugtede af salt. Stranden var mennesketom. Det var måske ikke så mærkeligt. Der plejer ikke at være så mange mennesker på stranden i januar, hun stod og stirrede ud over det oprørte vand. Det var som om havet kunne mærke hendes smerte, og gav udtryk for den på hendes vegne. Hun lod blikket glide hen over det våde sand. Hendes fødder svuppede i sandet, mens hun gik mod vandkanten. Hun lod blikket glide hen over det våde sand. En sten fangede hendes opmærksomhed. Eller rettere, det der lå på stenen. Et håndklæde lå der en dukke det var som om at hun havde set den får men den lå bare og gloede op i himlen den så lidt trist ud alene. Det brune hår drev af vand, men dukken stirrede bare med tomme glasøjne op i himmelen, der kunne sige hvad som helst. Minderne skyllede ind over hende.
Det er gratis at oprette en konto