Undskyld ventetiden

Et døgn gik. Fireogtyve timer. 1.440 minutter. 86.400 sekunder. Alle har forskellige måde at anskue deres hverdag, deres døgn på. Nogle mener, tiden gik for hurtigt - andre for langsomt. Nogle mener, det var glæden for livet, der fik dem igennem endnu en dag, at det var glæden for livet, der reddede dem fra det uønskede men ventende cykelstyrt. Andre mener, at det var mangel på samme, der udgjorde dagens tema - en finger i kopimaskinen, en fod mellem den lidt for langsomt stoppende taxas dæk og den stenhård og grussede asfalt, et knæ mod den spidse bordkant, en hånd på den brandvarme kogeplade på komfuret, en myg i det ene øje og en gaffel i det andet - kort sagt: temaet smerte. Men bestemmer vi selv, hvad der sker i vores dag? Hvad indholdet skal være? Om vi når frem til vores destinationssted eller bliver splattet ud på vejen foran slikbutikken - er det til at vide?Deres døgn. Vores døgn. Hans, hendes, dens døgn. "Hvordan gik jeres sidste døgn?" Jeres døgn. Man kan ikke eje et døgn, medmindre man er en død soldat eller en grundlov. Grundlovsdag. Men da en grundlov ikke lever, ikke snakker og derfor ikke kan gøre ret på dens ejendele, og de døde soldater jo ikke lever mere, og derfor heller ikke kan gøre krav på deres ret, medmindre de opstår som spøgelser eller zombier, en tanke som ikke er anerkendt af størstedelen af befolkningen, og den eneste person der nogensinde er genopstået, er vores kære Jesus, og det er meget usandsynligt at den slags, skal kunne ske nu med al vores videnskab og elektronik, ser jeg ingen trussel. Jeg erklærer hermed døgnet for mit... og dit. Og hans. Det hedder fra nu af ikke mit døgn eller deres døgn; det hedder døgnet. Hver og en ejer vi dagene, nætterne, timerne, sekunderne og så videre - sammen. Vi bor alle sammen på den samme planet, og vi er alle deltagere i dette døgn. Også voldsomt piercede Danny der hænger ud foran tanken - han er lige så meget med til at udforme udfaldet af hvert døgn, som du, eller jeg, eller de er. I dette nuværende liv fuld af stress, uopklarede mordsager, bandekrig og finanskrise, har vi brug for tid til at tænke. Bare tænke. Tid til ikke at føle den nøje planlagte kalender. Men med alt det vi skal nå, er det svært. Derfor er ventetiden den eneste tid, vi har på dagen, hvor vi kan tage den med ro. Den tid skal vi ikke ødelægge. Ikke for os selv men heller ikke for de andre der deler den kostbare tid i køen med os. Har du travlt? Så vent med at have travlt til efter køen. Har du travlt og er kommet for sent ud af døren? Så håb på, at den partner, chef eller ven, der venter på dig, bifalder det kvarter midt i mylderet på togstationen i Næstved, mens det tog i, sammen, skulle have nået kører forbi personens næse - åh, hvor er det dejligt at vente. Det er, hvad din ven tænker. "Åh, hvor er det dejligt med lidt fred og ro. Hvor er jeg dog ovenud lykkelig for, at den dovne idiot er så langsom." Man skal ikke lade andre vente, men vi skal stadig bifalde ventetiden. Nutidens mylder og stress har ødelagt vores sind - vores ubevidste sind er de eneste, der fortæller sandheden. I ly af nattens dulm. Vores usagte tanke.