AwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusvbnmqwertyuiopåaAwaitingSamiSaifMikkelMebussdfghjkAwaitingSamiSaifMikkelMebuslæøzxAwaitingSamiSaifMikkelMebuscvbnmAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusqwertyuiopåAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusAwaitingSamiSaifMikkelMebusasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuilæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwwertyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnm
Dansk årsprøve
Sami Saif's Awaiting
09-06-2011
[NAVN A]
AwaitingSamiSaifMikkelMebus
Analyse af Sami Saif's Awaiting
Sami Saif's Awaiting er en kortfilm, som omhandler et meget realistisk emne, et tabu, noget vi ikke snakker meget om her i Danmark, døden.
1) Handlingsreferat:
I filmens første scene ser vi en etageejendom hvorefter filmens navn bliver vist. Vi ser en nyfødt baby, livet starter. Herefter følger vi hvordan livet udvikler sig, babyen lærer at gå og vokser sig større og større, barnet får godnat læsning for at falde i søvn. Vi ser også hvordan man som lille nyder at gå i cirkus og ser hvordan børnene sluger de nye indtryk, og får deres første ridetur på en elefant. Så er der den første skolekomedie, det har vi alle prøvet, man kan se at børnene er nervøse men også hvor meget de glæder sig til at vise deres forældre hvad de har lavet i skolen. Barnet bliver stadig større og er nu kommet i alderen hvor man går i byen, en bar/diskotek bliver filmet man ser også den nu store pige med make up, vi kan se hvor meget hun har forandret sig. I næste scene ser vi at hun er flyttet hjemmefra, hun sidder på computeren og net dater, man ser også andre personer der gør det, da det er en helt normal ting at gøre. Dog er det også et tabu da man helst vil holde det for sig selv og ikke vil have at ens venner, familie osv. ved det. De finder kærligheden på nettet, de bliver i hvert fald gift. Vi ser kærligheden i deres intense kys, i de næste scener ser vi en dame der danser på en scene. Da hun var lille og i cirkus eller var med i skolekomedien har hun måske tænkt på at blive skuespiller eller performer, og derefter ført det ud i livet. Vi står i metroen og ser på menneskerne omkring os, jo længere vi kører jo ældre er personerne som vi ser, pludselig er vi på en kirkegård og ser hvordan de gør en ny grav klar. Så kommer skolekomedien igen, et flashback, vi ser damen ligge med sin mand i sengen, hun er blevet gammel og det er nok derfor hun tænker tilbage, vi ser også kort, to billeder på et bord, det kunne være hendes børn, børnebørn eller hende selv da hun var lille. Damen er nu blevet til en ældre dame, man ser hende sammen med sit barnebarn eller oldebarn, man ser at hun har svært ved at gå så hun bliver nød til at bruge et gangstativ, det er dog heller ikke nemt. Vi ser hvordan de ældre damer tager tabuet op og sidder og snakker om det, det er en naturlig ting og det har de skam ret i. En ældre dame ligger i sin seng og får læst en historie højt, vi kan se at hun snart stiller træskoene, billedet skifter og vi kan se himlen, skyerne og solen. Billedet skifter tilbage til damen, hun kigger op, i den næste scene ser vi noget hvidt, det er lidt krøllet, det er er lagen, vi er nu i lighuset. i den sidste scene ser vi igen etageejendommen, man kan se nogen gå rundt i en af lejlighederne, måske en ånd da hun hører til der.
Det er gratis at oprette en konto