Det er mine forældre, jeg kan takke for, at jeg sidder her i dag. Det var dem der fik mig til verden, deres skyld og deres valg. Det er egentlig helt utroligt så meget, man kan takke sine forældre for, men det er bare ikke altid, man lige kan se det.
Da man var mindre, så man op til sine forældre, fordi de var store, stærke og uundværlige, men den dag man begynder i skole føler man, at nu er man så stor, at nu kan man godt klare sig selv. Men alligevel bliver de ved med at være der, og er gode at søge hjælp og trøst hos, når man bliver ked af det, holdt udenfor eller drillet.
I teenageårene forsøger man at skabe sit eget ”jeg”, og forsøger at skubbe forældrene væk, men alligevel er forældrene der altid. De spørger til en, sætter regler for en, holder opsyn med en på trods af ens oprør. Når man bliver ældre og skal stifte egen familie, er de der stadig, og de er altid villige til at hjælpe. Man begynder virkelig, at værdsætte sin mors kogekunst, og nyder at blive inviteret hjem til middag, og for endnu engang at få lov til at opleve omsorgen og samværet. Når de bliver gamle, føler man, at det er ens eget ansvar at sørge for, at de har noget at give sig til, nogen at snakke med, og at de har det godt, ligesom de sørgede godt for en, da man var mindre. Forældre kan måske sammenlignes lidt med en kinderægpakke, du har pakken, men du ved ikke hvad den indeholder, og jo mere du undersøger og pusler med den, jo mere lærer du om dig selv og dine forældre.
Det er gratis at oprette en konto