På balkonen

  Mørket var ved at lægge sig over Valencias brostensbelagte gader. Koldt var det  ikke, da vi var i midten af juli måned – den varmeste måned i Spanien, gennem 50  år. Min bror Andrés og Jeg gjorde klar til aftenens store begivenhed i byen:  Tyrefægtningen, hvor vores ældste søster Isabella deltog. Det skulle nok blive en  stor og spændende aften, for hele byen ville samle sig rundt om den store balkon,  som vi kaldte ’El Toreda’. Denne balkon havde hvert år samlet flere hundrede  oprigtige og spændte folk. Ja så mange folk, at man blev helt bange for om  brædderne under balkonen, mon ville kapitulere. I dag var der dog ingen der  frygtede for balkonens ”liv”. Lille Luis gjorde måske – men han var jo også lille, og  det var hans første sådan rigtige tyrefægtningsoptog nogensinde. Jeg husker mit  første optog som var det i går. Jeg var også bange, men alligevel var man indpakket  af kærlighed og varme, som derfor gjorde, at man følte sig underlig tryg.  Tyrefægtning var i  noget specielt.      Klokken var halv 10, og vi var netop blevet færdige med at spise et herligt måltid  mad. Menuen var i øvrigt tapas – en ægte spansk klassiker, som alle spiste før ”den  store dag”. Det sagde traditionen i hvert fald. Traditionen sagde også, at alle  indbyggere i byen skulle iklæde sig deres mest festlige tøj de kunne finde frem fra  garderoben. Andrés og Jeg gik op på vores fælles værelse og diskuterede frem og  tilbage, hvad tøj vi skulle tage på. ”Jeg synes det ville være flot, hvis du tog tante  Pens laksefarvede bomuldssweater på”, grinte Andrés højlydt. ”Jeg skal give dig  laksefarvet sweater, skal jeg”. Og så var pudekampen for alvor indledt. Til alt held  kom moder Dina op og splittede os hurtigt i to. ”Se så at få noget anstændigt kluns  på. Kampen starter jo om lidt, og i vil vel ikke gå glip af jeres søsters kamp, vel?”  ”Nej, sagde vi begge i kor”, og fra da af gik det hurtigt med at vælge noget flot og  passende tøj til kampen: Jeg i en spansk højklasse skjorte med dertilhørende  fransk/belgisk kunstner­hat. Og Andrés i en flot hvidternet T­shirt, med det spanske  flag broderet på ærmerne.      Hele familien Garcia var nu alle helt 100% klar, og nu manglede vi bare at Valencias  borgmester Miguél Antonio, skulle indlede denne store festklædte aften. Der var dog  stadig 5 minutter til hans åbningstale, så jeg benyttede lejligheden til at smutte hen til  min gode ven Franco, som også skulle se tyrefægtningen, sammen med sin familie.  ”Hej Franco”, sagde jeg. Han kiggede forvirret omkring, og kunne slet ikke se mig.  ”Heroppe, din klovn”. ”Nårhh hej”, sagde Franco forskrækket, og begyndte straks at  løbe mig i møde. ”Hvad så, glæder du dig også til aftenens kamp? – Min mor har  både bagt kager, boller og syltet til i dag”. Jeg svarede: ”Om jeg gør? Det bliver  årtiets ­ måske Spaniens bedste kamp nogensinde. Min søster skal jo deltage,