I Politiken, den 12. august 2004 skrev Chris MacDonald en artikel om at atleter om få år vil benytte sig af gendoping, som ikke kan spores af antidopingkontrollanter. Jeg synes at dette er forkert, da sport bør være ærligt og uden snyd.
Doping er blevet et større og større problem med årene, især inden for atletik og cykling. Man kan stort set ikke vinde mere, i hvert fald ikke uden at have taget doping eller snydt på andre måder. Nu kan man spore doping i blodet og urinen, og man opdager mange, men langt fra alle. Folk sætter ikke en ære i at udøve en sport mere, men nu skal man være en mester, og tjene masser af penge og blive berømt. Så nu gælder det ikke længere om at være en god sportsmand, men om hvem der ville gøre mest for at vinde, udsætte sin krop for mest doping, og derved ødelægge sin krop.
Dengang OL lavede sit motto, ”hurtigere, højere, stærkere” i 1896, tror jeg ikke de mente at man skulle gøre alt for at blive hurtigere, højere og stærkere. Jeg tror meningen var at man skulle være et ideal for andre elitesportsudøvere, og at man skulle blive det på ærlig vis. Meningen var at man skulle kæmpe og træne ærligt for at blive hurtigere, højere og stærkere. Når en sportsmand tager et dopingstof, er det jo også fordi det kan blive en barnedrøm som kan gå i opfyldes, det man har drømt om hele livet. Stå der oppe på podiet og modtage en af de største priser man over hovedet kan få, en OL eller VM – medalje. Men så kommer spørgsmålene igen. Hvor meget har man så fortjent det? Hvor meget ære er der i det når man har snydt sig til det?
Det er gratis at oprette en konto