”Jeg…” Han sagde ikke noget men holdt en lang pause, jeg blev helt nervøs over at det var noget alvorligt. Efter sin pause tog han sig sammen igen. Han fortalte det, han havde kræft. Jeg var mundlam og sagde ikke noget i lang tid. Jeg tror, min far kunne se, at jeg var helt væk, så han fortalte en masse mere om sin sygdom, det var kræft i leveren. Det var en kræft, de ikke kunne helbrede, så han ville højest have et halvt år at leve i endnu. Han fortalte rigtig mange ting, alt muligt om sygdommens rigtige navn. Da vi var færdige med at spise efter den to timer lange middag, var jeg fuldstændig grædefærdig. Hvorfor? Hvorfor skulle det ske for min far? Jeg sad længe på min fars skød og puttede mig ind til ham. Han tilbød mig, at jeg kunne komme i næste uge og snakke videre om det hele. Jeg spurgte, om min far havde fortalt det til min mor og han nikkede.
Hele situationen og snakken havde gjort mig så træt at jeg faldt i søvn i bussen og vågnede først, da vi kom til endestationen, jeg var kørt alt for langt. Jeg steg af bussen og ringede efter mor. Jeg har aldrig været så glad for at høre min mors stemme og først der gik det op for mig, at jeg virkelig havde brug for at snakke med hende om det hele.
Det er gratis at oprette en konto