Barndom med svigt og ansvar

Jeg husker dengang jeg var 10-12 år. Min mor var aldrig hjemme, mine søskende var mit ansvar og jeg følte jeg stod alene med det hele. Når min mor endelig kom hjem, skulle jeg i skole. Skolen sluttede og når jeg kom hjem sov hun. Hun var der bare aldrig når jeg havde brug for hendes hjælp eller støtte! Hun var ikke en mor for mig. Jeg ønskede mig tit væk, ønskede at hun bare forsvandt. Når vi endelig så hende var vi helt oppe i hovedet på hinanden, for vi var oppe og skændes. Mine søskende kunne ikke klare sig alene og derfor forsvarede jeg dem med blod, sved og tårer. Men det var ikke altid nok for somme tider kom min søster op og skændes med hendes far og han kaldte hende for ting, som ingen voksen mand burde sige. Jeg blandede mig hver gang, for at forsvare min søster for han sårede hende, men hun ville ikke sige det til mig, hun gik med sine problemer selv, lige som jeg gjorde. Men med tiden blev det for meget for mig og jeg lod mit helvede bryde løs. Jeg råbte og skreg af mine lungers fulde kraft, græd af vrede og indre smerte på en gang. For det gjorde så ondt når min egen mor ikke sagde noget til hendes mand! Han behandlede os som genstande imens hun så på. Sommetider tænkte jeg, om det var fordi hun ikke turde, tage kampen med ham når jeg var færdig. Men hvor meget mor kunne hun tillade sig at være, nu når hun alligevel aldrig var hjemme? Jeg følte mig som moderen i hjemmet, for jeg skulle jo klare alt det hun ikke kunne, alt det hun ikke havde tid til. Mit hjem lignede en svinesti, opvasken stod højt og lavt i køkkenet. Derfor tog jeg ikke veninder med hjem, jeg var for flov over at skulle det frem for dem. De havde alle sammen den kendte kerne familie, som alle drømmer om. Jeg bliver så vred og dybt såret, hver gang jeg tænker tilbage på denne tid eller bare bliver mindet om den. Det skærer mig dybt ind i hjertet den dag i dag, at hun svigtede mine søskende og mig på den måde. Selvom hun ikke gjorde det for at være ond, så var min oplevelse af det at hun ikke ville mig, at jeg ikke betød noget specielt for hende. Jeg var bange for at hun ville vælge mig helt fra en dag og glemme mig. Da jeg fyldte 12 var jeg så stort et problem for mig selv og dem omkring mig at min mors eneste udvej var at flytte mig op til min far, for hun kunne ikke magte det længere. Hun er den kvinde jeg har hadet og elsket mest.