Århus lammet af vand

I dag, d. 16. september 2006 bliver dagen man aldrig glemmer. Hele Århus omegn er fyldt op til renderne med vand. Under et halvtag på Jægergaardsgade i Århus er der få mennesker. Det står ned i stænger så paraply ville være meget optimistisk at begive sig ud med.Metrologerne sagde i går aftes, at denne dag ville blive vores sidste varme sommerdag, men da tog de atter fejl. Regnkatastrofen i England har nu bevæget sig til Danmark. Pt. holder skyen stille over Østjylland og metrologerne ved endnu ikke hvornår den fordufter, eller bevæger sig videre. Få mennesker bærer stadig shorts og T-shirts selvom det i år er en endnu koldere sensommer end nogensinde før. Panikken ses i alle århusianernes øjne. Få børn er til stede. Røde, ømme og opspilede øjne ses på nogle få af de voksne og på omtrent alle børnene. Hvad skal der ske? Hvornår stopper det? Har jeg noget at vende hjem til?

Jeg har længe forsøgt at få kontakt til mennesker omkring mig, men kun få er villige til at afgive en kommentar. Men jeg fortsætter.En mand midt i tredverne står alene på verandaen. Jeg går hen til ham.”Hej, kan jeg stille dig nogle spørgsmål angående dette katastrofale vejr?” spørger jeg.Til min overraskelse smiler han til mig.”Ja?” svarer han.”Hvad laver du ude i dette vejr?” Spørgsmålet er simpelt, men det er svært at svare på. Manden tøver. ”Jeg er kørende fra Ålborg,” svarer manden med sin ålborgensiske accent. ”Jeg skal egentlig bare lige igennem Århus. Jeg troede det var muligt at køre gennem den smule vand der lå her for to timer siden, men vandet steg hurtigt så jeg besluttede at holde ind til siden, til bygen var drevet over. Men nu er det endnu sværere at køre videre.” Manden kigger bekymret på sin bil der står parkeret ovre på den anden side af vejen og jeg følger hans blik. ”Hvad har du tænk dig at gøre?” Manden kigger ned på sine våde sko.”Hm. Jeg tror ikke der er så meget at gøre andet end at vente. Jeg har ikke nok penge til at leje et hotelværelse og jeg kender ikke én eneste fra Århus. Jeg skulle have kørt videre til Tyskland, men der er ingen håb om at den tur bliver til noget. Jeg må vente til vandet er væk og så vil jeg vende hovedet hjemad...” svarer manden.”Mange tak for hjælpen og held og lykke”