Reflektion over essays og Århus' image

Århus, min by er Århus, Århus er min by. Så gjorde hun det minsandten igen, magen til frækhed skal jeg da lede længe efter, jeg snakker da

selvfølgelig om min søde lærer Trine, og hendes konstante trang til at fyre essays ned over hovedet på os, ja fritid må da ikke være hendes førsteprioritet, både for vores vedkommende , men så sandeligt også for hendes, at skulle læse 23 essays, som fylder 2 sider plus minus, ja det et regne stykke selv den dummeste kan overkomme, altså cirka 46 sider, og da det anden gang indenfor kort tid vi får et essay for, bliver det lige pludselig 92 sider, man må da håbe for hende at hendes mand kan hjælpe hende lidt. Eller måske springer hun nogle essays over? I teorien ville det jo ikke blive opdaget, ’’ du skriver et flot essay, gode tanker, gode beskrivelser, du får et 7 tal.’’ Efter eleven har læst det, kan han selvfølgelig gå op og spørge hvad han kunne gøre anderledes, hvor læreren så kunne svare, ’’ jamen du skal blive lidt bedre til at sætte tegn, osv., osv.’’ Og der stopper den så også, man hører vel aldrig om en elev, der går videre til en anden lærer med sit essay, og man kunne vel heller ikke forestille sig at læreren tog imod essayet, da han/hun også sidder med 46 essays, og hvis der så kom 5 elever, der ville have dobbelt tjekket deres essay, kunne man ikke just forestille sig, han tog imod de 5 essays med åbne arme. Så en opfordring til dig Trine ville være at spare lidt på de essays, det er både det bedste for os, men så sandeligt også for dig og din fritid.Århus, min by er Århus, Århus er min by.For at vende tilbage til emnet Århus, kunne jeg meget relevant relatere til dens image, nemlig ’’ Smilets By’’ Hvad er grundlaget for dette image? Kunne man forestille sig, at det bare var et par Århusianere der vil give byen et godt ry? Jeg synes det passer meget godt på byen, men der da også noget ved byen, som ikke just fører hen til ’’smilets by’’ Langt de fleste snyder sig selv for cykelturen indtil Århus, som egentlig er en utrolig dejlig tur langs vandet. Man kan ikke høre andet end naturen, højst et par mennesker, der ødelægger stilheden med deres snak, og hvis man er rigtig uheldig, kan man blive overhalet af en flok cykelryttere, og det er her man på et split sekund kan gå fra at hvile i sig selv til at eksplodere. For det første har de åbenbart ikke råd til en ringeklokke, ja man bruger 10.000 Kr. på en racercykel, men har ikke råd til en skide ringeklokke. Da den første i flokken pifter, tænker man ikke over det, da den anden gør får man fornemmelsen af at ’’ja, jeg hørte det godt første gang’’, da resten af flokken pifter, bliver man bare irriteret, men for satan hvor bliver man da træt af, man ikke har et maskingevær på sig, da de tager sig retten til at sige ’’så pas dog på for helvede’’. Nej, men det er da ubegribeligt. For det første er der rigeligt med plads til at overhale, for det andet flyttede jeg mig da i fløjtede højere end et fugleorkester, for det tredje snak dog ordentligt. Så går cykelturen fra en dejlig stille tur langs vandet, til en fornemmelse af at man forstår Osama Bin Laden, selvfølgelig en ’’lille’’ overdrivelse, men hvem ved, måske blev han terrorist efter han stødte på en århusiansk flok cykelryttere. Det er langt de fleste, der tager bussen ind, som om det skulle være et godt alternativ til den smukke tur. Der er jo kun negativ energi omkring vores bus net, folk kommenterer jo f.eks. ikke når bussen kommer til tiden, men jeg skal da også lige love for at uvejret bryder løs i nogles hoved, når den så kommer 5 minutter for sent, og det på trods af at man har prøvet det 100 gange før, Man må jo forholde sig til virkeligheden, som er at en bus altså bare tit kommer lidt for sent. En anden ting, som der også kun er negativ energi omkring, er chaufføren. Han kan jo nærmest kun blive upopulær, den eneste ros, han får, er ’’tak for turen’’, men ellers skal jeg da også lige love for, han kun bliver kritiseret. Når bussen f.eks. er fyldt, og han så åbner dørene for flere passagerer, begynder folk at råbe og skrige. Tænk hvis han ikke åbnede, så ville de, der ikke blev lukket ind, stå og skrige. Hvis han glemmer at åbne en dør, står folk og råber. Han får jo kun kritik, der er jo ingen der nogensinde har sagt ’’ Nej, tak fordi du åbnede døren, det var da næsten for meget!’’ Det hvad man kalder en loose-loose situation Nok om turen. Når man endelig er kommet ind til byen, kan jeg ikke sige så meget negativt, for jeg synes virkelig Århus er en dejlig by, det er en utrolig hyggelig by, hvor der er plads til alle, man hører sjældent om voldsopgør eller lignende. Der er selvfølgelig en gang imellem, en dum Brøndby-fan, der er kommet på afveje, han kom nok til at køre mod vest i stedet for øst og endte altså i Jylland, men sådan er det jo med dem fra djævleøen. Man kan ikke nævne Århus uden at nævne strøget, som jo egentlig indeholder alt, det man skal bruge, der er en Netto, masser af tøjbutikker, osv. Man kan gå op og ned af strøget i timevis, en af grundene må være stemningen, der er en fantastisk stemning i Århus. Man får en fornemmelse af at være en del af et stort fælleskab, idet der er samlet så mange mennesker et sted. Sådan er det vel med de fleste væsener man samles i flokke for at fornemme fælleskabet, og fordi der er en hvis betryggelse i at være flere, f.eks. myrer de har en hel verden at gå på, men samles i en myretue, jeg ved godt at det selvfølgelig også deres instinkt. Et faktum er bare at Århus ikke ville være lige så spændende og sjov at gå rundt i, hvis den ikke var fyldt med mennesker. Vi er jo alle sammen med til at gøre Århus spændende fordi så mange forskellige personligheder er samlet så der hele tiden noget nyt. Skatere, folk der går rundt i rollespils udklædninger, indvandrer der råber af folk, folk der har travlt. Og det gir os alle forskellige indtryk, og historier at fortælle videre, og dermed bliver vi interesseret i at vende tilbage, for du kan ikke opleve så mange forskellige oplevelser, indtryk, andre steder end i en storby. For enden af strøget ligger der også en væsentlig bygning for Århus, nemlig Bruuns Gallery og Banegårdspladsen. Jeg må indrømme jeg har ikke så mange personlige minder fra stedet, og alligevel er man der altid derinde når man er inde i byen. Man må jo sige at det her rigtig mange forskellige personligheder mødes, hvor man kan sige strøget er vejen indtil til myretuen, og Banegårdspladsen er myretuen. For når man er på vej indtil strøget, kan man jo tælle et to cifret tal af forskelige personer, den fattige der sidder over i hjørnet, som man jo får lidt medfølelse med, men samtidig kan man ikke lade være med at tænke at personen må have truffet nogle forkerte valg, og dermed hans egen skyld. Den travle forretningskvinde der går stærkere end en hundred meter løber. Muslimen der går med en burka, som altså ikke gør noget godt for hendes kvindelige former, hun kan jo nærmest gemme et menneske inde på den. Den smukke pige man kigger efter en ekstra gang, den grimme man ikke engang drejer øjende efter, kynisk men, mennesket er skruet sammen sådan i hovedet at man altså bare bedømmer på udseendet, ser man en stor mand, tænker de fleste allrede han er i hvert fald ikke den klogeste mand på jorden, hvor efter manden går hjem og genopfinder den dybe tallerken. Sådan er vi bare, man bedømmer ud fra det man ser, skal et firma vælge mellem en man der har friseret håret, nydelig jakkesæt på, og en der har uldet hår, en halv beskidt skjorte, har firmaet da næsten allerede truffet valget uden at vide kvaliteterne på dem begge. Så for mig er Århus et stort fælleskab, hvor der er plads til alle kulturer, mennesker, et fælleskab vi alle elsker. Vi kan være uenige om vores ynglings fodboldhold, hvilket parti der er klogest, hvilken sport der er bedst, men en ting er sikkert, langt de fleste der bor i Århus, elsker Århus. Smilets by? Det der sikkert delte meninger om, men en ting er sikkert der flere smil, end sure miner. Århus, min by er Århus, Århus er min by.