Ungdomskultur: medier, pres og personlig udvikling

Nogle vil mene, at ungdommen i dag er ved at løbe løbsk. At politiet er for ligeglad og dovne, hvis emnet er kriminalitet. At forældre ikke tager nok ansvar og ikke sætter nok grænser for deres børn. At medierne har en for stor påvirkning og derfor burde skæres ned. I dag har stort set alle teenagere egen computer, mobiltelefon og eget TV. Mobilerne dukker nu op i 8-9-årsaleren, computerne i 12-14-årsalderen og Tv’et før det. Er det for meget af det gode? Skal forældre lade deres børn se hvad de vil i Tv’et og på computeren? Eller burde man sætte en grænse?

Hver dag i de unges liv byder på nye udfordringer og forhindringer. Store som små beslutninger skal tages og nye grænser skal prøves af. Hver dag bliver vi påvirket af andres valg, andres sprog og andres besiddelser. Så godt som alt hvad vores venner fortager sig, iagttager vi og lærer af. Vores personlighed er bygget op på dele af påvirkninger fra alle vi omgås. Især forældre og venner er med til at gøre os, til dem vi er. Medierne kan således have en anden form for påvirkning på os - en form af afspejling på vores handlinger. Som vold. Lige fra overgreb til knivstikkeri. Forleden da jeg sad og så nyhederne, hørte jeg igen om en række voldsomme hjemmerøverier inkl. Trusler på livet, voldtægter og tab af kostbare ejendele, i form af minder som nu er borte. Gerningsmændene var endnu ikke fundet, og hos ofrene var der blandede følelser af frygt og angst for at noget linende nogensinde ville ske igen og følelsen af et uforglemmeligt mareridt. Jeg kan også huske engang, jeg skulle hjem fra en veninde. Det var sent aften, og jeg var på gåben. Dagen før havde der været et overfald på tre uskyldige forbipasserende mennesker, der havde gået forbi stationen. Jeg skulle samme vej. Jeg kan huske tanken om frygten for at noget holdte øje med mig, samtidig med jeg sagde til mig selv at det var rent indbildning. Tanken om at det selvfølgelig ikke kunne ske for mig, og at jeg alligevel ville være et nemt bytte konkurrerede inde i mit hoved. Jeg gik med min mobil klar til at ringe til min mor. Der skete mig selvfølgelig ikke noget.