'Hvilken kærlighed?'

I en mørk skov langt væk fra alting, kom en mand, en mærkelig tryllekunstner, gående ned af en stejl trappe. Det var sent på efteråret og træerne var nøgne. I hænderne havde han en stor trækasse. Han gik langsomt og stille. Kvistene i skovbunden lå tæt pakket, og knirkede når han trådte på dem. Han var bange for at nogle ville følge efter ham. Bange for at nogen skulle se hvad han havde i trækassen. For enden af trappen holdt kareten og hesten var spændt for. Den ventede på ham. Han satte sig ind og hurtigt kørte de hen af den smalle vej. De kørte i lang tid, og lige pludselig begyndte det at blæse, og vinden tog til. Sorte skyer samles på himlen. Og med et, begynder det at regne og tordne, som manden kom længere ned af vejen. Inden han fik set sig om væltede et træ lige ned foran ham. Han udstødte et hurtigt gisp, men fortsatte trods forskrækkelsen ned af vejen. Da han nåede sit mål, steg han ud af kareten, tog trækassen og gik ned til den lille flod. For at komme ned til floden skulle han ned af en lang skråning, som kareten ikke ville have kunnet klare. Da han kunne se floden gik han ned til vandkanten, satte kassen ned og sukkede. Han havde et rødt stort bælte på hvori der var en hammer og nogle søm. Han hev tingene frem og gav sig til at sømme kassen til. I kassen lå den kønneste pige han nogensinde havde set. Han var ked af at han skulle byde hende dette, men det var en nødvendighed. Han snøftede hurtigt, og fældede en lille tåre, mens han blev ved med at sømme. Han blev ved med at tænke at det var af kærlighed. Da han havde sømmet kassen helt til, tog han den og smed i floden. Det gav et ordentligt plask og vandet fløj ud til alle siderne. Han vendte sig hurtigt om og gik op mod sin karet igen. Efter et par trin kiggede han tilbage og så at kassen sank ligeså stille. Da den nåede bunden gav det et ordentligt dunk. Vandet var helt grumset og mørkt. Efter lidt tid skete der noget. Alger, dyr og andre ting i vandet bevægede sig tættere på kassen og begyndte at skubbe den op til overfladen igen. Tryllekunstneren var kørt op af vejen, tilbage til hans hus, og hjem til sin kone. Det var konen som havde sagt at han skulle slippe af med den kønne pige. Da han kom hjem fortalte han, at han havde gjort som hun havde befalt ham at gøre. Hun blev meget lykkelig og hoppede op og ned af glæde. Det hun ikke vidste, var at pigen i trækassen var blevet hjulpet op til overfladen af algerne og fiskene. Strømmen tog hende med længere ned af floden. Da hun havde fulgt lidt med strømmen, kunne hun høre en masse støj. Det var et stort vandfald hun hørte. Det kom tættere og tættere på. Vandfaldet slyngede hende rundt i kassen og hun havde det ikke så godt. Hendes tur i floden strakte rigtig langt. Og hun endte hos nogle af tryllekunstneren og konens naboer, som boede 2 km væk fra dem. Pigen i kassen råbte og skreg, men ingen hørte hende. Da naboen skulle ned og fange nogle fisk, fandt han kassen i flodens vandkant. Han åbnede den og blev meget chokeret over indholdet i den. I trækassen lå en lille pige som var omkring de tre år. Hun var bange og havde ikke flere tårer at græde. Hun var medtaget, men ikke mere end at det kunne ordnes med et plaster og en gang mad. Pigen sprang op, krammede naboen af glæde. Naboerne vidste ikke hvis barn det var, så de beholdte hende selv og tog sig godt af hende. Som tiden gik, blev hun ældre og blev mere nysgerrig for hvor hun i virkeligheden kom fra. Da hun var i teenager alderen fik hun lov til at søge sine rigtige forældre. Det tog hende flere år, men endelig fandt hun dem. Hun blev rystes, fordi at de jo var naboer. Hun bankede på døren og en tyk, lidt ældre, dame lukkede døren op. Sagde ingenting, men gloede kun. Pigen forklarede hvad hun havde ledt efter, og fortalte at damen var hendes mor. Damen blev ikke overrasket, men bød alligevel pigen indenfor. Pigen spurgte hende hvor hendes far var og hvorfor at de ikke ville have hende mere. Da damen svarede, fik hun tårer i øjnene. Hun svarede at hendes mand begik selvmord kort tid efter at han satte hende i floden, og de ville skille sig af med hende fordi at de ikke havde råd til at hun blev boende. De havde gjort det af kærlighed, men hvilken kærlighed tænkte den nu voksne pige.