Fri stil

Historien omhandler en mand ved navn Rashid. Han sagde: " Jeg var ikke en praktiserende muslim; jeg havde dårlige venner, som jeg nød at hænge ud sammen med. Jeg var næsten aldrig hjemme, for jeg var som sagt altid sammen med mine venner, hvor tiden for det meste gik med bagtalelse og med at gøre grin af folk. Jeg var især kendt for at være den der laver jokes og folk var imponeret fordi jeg var så god til det". En aften (da jeg var 30 år og var gift og min kone var gravid med vores første barn), var jeg som altid samlet med vennerne og snakkede om unyttige ting. Jeg fortalte dem, om hvordan jeg var på torvet en dag og jeg så en blind mand og spændte ben for ham, så han snublede og faldt på sit ansigt. Mine venner grinte. Da jeg kom hjem den aften, spurgte min kone mig: "Hvor har du været?". " Jeg er træt og syg og tror jeg har fødselsveer", sagde konen, mens en tåre løb ned af kinden på hende. Jeg følte mig skyldig, for jeg havde ikke taget mig godt af min kone. Jeg tog hende med det samme på hospitalet. I lang tid var hun i smerte og kunne ikke føde. Jeg ventede tålmodigt, men til sidst forlod jeg hospitalet og bad sygeplejersken om at ringe til mig, når min kone havde født. En time efter ringede de og sagde at min kone havde født en dreng som blev døbt Salim. Jeg skyndte mig på hospitalet og spurgte i hvilket værelse min kone befandt sig i. De fortalte mig at jeg først måtte se lægen. Jeg blev sur på dem og sagde "Hvilken læge? Jeg vil gerne se min søn!". Men de insisterede på at jeg først skulle tale med lægen. Så jeg tog til lægen og hun startede med at fortælle mig om ulykkeligheder og om hvordan man måtte acceptere guds (vilje) og så fortalte hun mig "Din søn er blind". Jeg sænkede mit hoved og huskede denne blinde mand jeg havde spændt ben for og gjort grin af. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg takkede lægen for hendes venlighed og tog over for at se min kone. Min kone var ikke ked af det, for hun havde accepteret guds vilje. Hun havde altid rådet mig til ikke at gøre grin med folk og ikke at bagtale dem. Vi forlod hospitalet. Jeg var ligeglad med Salim, jeg kunne ikke lide ham, jeg lod som om han ikke engang eksisteret i huset. Men min kone elskede Salim meget højt og tog sig godt af ham. Salim voksede og han begyndte at kravle, og senere da han begyndte at gå, opdagede vi at han var handicappet. Dette var alt for meget for mig. Senere fødte min kone to drenge til, omar og Khalid. Årene gik og Salim og hans brødre voksede. Jeg forsatte med at hænge ud med mine dårlig venner og kunne ikke lide at være hjemme. Min kone forsat med at være tålmodig med mig og bër hver aften. En fredag stod jeg op kl. 11 (hvilket var tidligt for mig) og var klar til at tage til en fredags bøn. Jeg tog tøj på, og tog parfume på. På vej ud af døren så jeg Salim (som nu var 10 år) græde meget højt i stuen. Så for første gang i 10 år bekymrede jeg mig lidt om ham og tog over til ham og spurgte hvorfor