-Et essay om livet, døden, universet og spørgsmål, der ikke kan svare på.
Når jeg ser op i stjernehimlen, bliver jeg overvældet. Jeg bliver overvældet af, at det er så stort. Så uendeligt stort. Der er så mange hundredvis af stjerner, at man ikke kan tælle dem. Stjerner der er så lysende, så små og så langt væk. Når jeg ser op i den store stjernehimlen, minder det mig om, at jeg er så lille bitte. Så lille bitte i forhold til, den store uendelige stjernehimmel. Stjernerne på himlen, får mig til at tænke på Karlsvognen. Karlsvognen som er et stjernebillede, den har 7 stjerner og den som er formet som en vogn. Hvem fandt overhovedet på Karlsvognen, og alle de andre stjernebilleder? Længere oppe på himlen, kan man se Nordstjernen. Nordstjernen som er så stor, og føre mod nord.
Når de lysende stjerner på himlen blinker,
er det de døde deroppe der vinker
Når de lysende stjerner på himlen blinker, er det for mig, de døde der vinker. Det ved jeg ihvertfald at min søster og min farmor gør, når de sidder deroppe i himlen, og holder øje med os. Men hvem ved overhovedet om, man kommer op i himlen eller ned i et sort hul når man dør? Hvem ved? Det er umuligt at svare på. Ingen ville nogensinde kunne svare på det! Sådan er verden åbenbart skruet sammen...
Det er gratis at oprette en konto