- et essay om universet, livet, døden og spørgsmål, som der ikke kan svares på
Når jeg ser op på stjernehimlen, bliver jeg overvældet. Jeg bliver overvældet af, at det er så stort. Så uendeligt. Hvad er der derude? Er der rumvæsener? Er Gud derude et sted og holder øje med os alle sammen? Holder øje med, hvordan vi udvikler os, hvordan vi lever, holder af hinanden. Hvordan vi dør og mister folk, som vi holder af. Er paradisets have et sted derude på en ukendt planet? Er det der vi ender, når vi dør?
Universet er uendeligt. Det får vi at vide. Men hvordan kan man være sikker på det? Hvad er der efter universet – kan man komme ud over det uendelige, og hvad sker der, hvis man gør det? Kommer man til et nyt univers med nye planeter og nye væsner?
Når jeg kigger op på stjernhimlen bliver jeg også bange. Bange for at tænke på, at det er uendeligt. Det stopper ikke, det bliver bare ved.
Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg bliver bange? Jeg tror, det er fordi, at det ikke stopper. Det bliver bare ved. Bliver ved. Det stopper aldrig. Man kan blive v ed at nå til enden. Man finder den bare aldrig, for der er ingen ende på universet. Det er uendeligt. Man kan bruge en livstid på at nå enden, og når livet er gået, er man ikke nået til enden. Man er måske ikke engang nået halvvejs. Man er måske kun få meter fra enden? Det ved man ikke.
Det er gratis at oprette en konto