Jeg har et spørgsmål. Hvor lang tid går der, før vi uden hæmninger kan fortælle til en fremmed, at vi ”skal ud og lave pølser”? Før vi helt stopper med at tænke på reaktioner og indtryk, og bare giver folk lov til, ikke bare at smage på, men faktisk spise vores allerinderste tanker og følelser (råt!)? Har vi mistet vores pli og værdighed? Har vi… Jeg tør næsten ikke sige det… Har vi mistet vores etik?
Tænk lige over det en gang: Der er efterhånden ingen, der ikke fortæller folk om, hvordan det står til på privaten. (læs: Grundigt og detaljeret). Misforstå mig ikke, selvfølgelig er det okay, at man betror sine nærmeste om, at Karsten har været utro med en ”billig luder fra Rusland, der garanteret spiser rottegift,” men behøver man ligefrem nærmest at råbe det midt ude på gaden, så alle dem, der går forbi, også kan høre det?
Der plejede at ske en proces inde i databasen i den klump, som nogle vælger at kalde hjernen. En proces, hvor man tænkte det igennem, man gerne ville sige, spekulerede over, hvordan det skulle formuleres, om det var et passende tidspunkt at sige det på, og til sidst, det afgørende, om man overhovedet skulle sige det. Men sådan er det vist ikke mere…
Det er gratis at oprette en konto