Offentlig opførsel: Hvor går grænsen?

vor går grænsen til vores opførsel, hvornår er det acceptabelt at opføre sig på den ene og den anden måde og, hvornår er det ikke? Hvordan skal vi opføre os på offentlige steder og, er vores opførsel mon med til at, påvirke andres første indtryk på os?Jeg vil starte med at stå fast i at jeg intet har imod i hvad folk render rundt og laver og siger, men jeg ved dybt inde i mig, ved jeg der er en der vil sætte en grænse på hvad de faktisk gør. Jeg har aldrig rigtig ligget mærke til at vi mennesker egentlig er meget åbne omkring vores privatliv, når vi fx sidder på vej hjem fra skole eller arbejde, i toget eller bussen, at vi bare taler ud om alt det vi føler og har at sige? Jeg har da selv siddet i en offentlig transport som i en bus og snakket i telefon med min veninde, og bare snakket løs og alt. Men jeg selv fanget mig selv snakket lidt for høj om min følelser og mit personlige liv. Det kan da godt ske, at jeg taler lidt for meget ud, når jeg sidder sammen med en ven eller veninde i offentlig transport, men jeg tænker ikke rigtig over at der er andre mennesker, som ville høre på mit liv. Mange gange opdager man det egentlig ikke selv, for mit vedkommende er det først når der er andre der begynder at snakke om deres privatliv, at jeg rigtigt ligger mærke til det. Jeg har været igennem at jeg var i et bus med min veninde, og en gammel fuld mand sad foran os og snakkede løs i telefonen om hvad han har lavet og hvad han skal lave senere. Jeg mener hvad rager det os at han har været nede i caféen i havnen og mødt nok lækre damer på hans alder og drukket sig fulde, og nu er han på vej hjem til hans venner hvor de skal feste og drikke videre? I starten tænkte jeg ikke rigtig over det, for det er jo egentlig meget normalt. Men efterhånden kunne jeg godt mærke, at jeg blev mere og mere irriteret over han sad og snakkede så højlydt som han nu gjorde. Men jeg kunne jo heller ikke blive sur over han snakkede så højt, for det er jo ikke ulovligt eller noget. Men det fik mig til at åbne mine øjne og lade være med at snakke højlydt om mit personlige liv i et bus, eller nogle steder. Men det er faktisk helt vildt så mange mennesker, som ikke kan undvære sin mobile særlige længe af gangen. Ikke fordi jeg kan, men det er ret skræmmende at den er blevet så vigtig.