H.C. Andersen er en af de mest succesrige danske forfattere i verdenshistorien, og mange af hans værker er oversat til utallige sprog. Folk kommer fra den anden side af jorden for at se Den Lille Havfrue og nogle går endda så langt som til at lære det danske sprog blot for at kunne nyde hans værker på originalsproget. Han levede i det 19. århundrede hvilket litteraturhistorisk placerer ham i den Romantiske Æra. I år 1845 skrev han eventyret Klokken, og dette er et fortrinligt eksempel på Romantikken. Derfor vil jeg bruge min viden om Romantikken som springbræt fra den umiddelbare læsning af eventyret til min analyse og fortolkning af det for derefter at placerer det litteraturhistorisk i kontrast til Oplysningstidens rationalisme i 1700-tallet.
I Romantikken opererede man med organismetanken. Idéen om at alle celler i naturen er én organisme, og at denne organisme ifølge panteismen er guddommelig. Gud er altså i mennesket, og i naturen under hver en klippesten og i hvert et træ.
Fortællingen går så på at indbyggerne i en by kan høre en guddommelig klokke inde fra en nærliggende skov. Dog kan de kun høre den i korte øjeblikke ”for der var sådan en rumlen med vogne og sådan en råben, og det forstyrrer” skriver Andersen. De som bor lidt uden for byen hvor husene ligger mere spredte og med haver og små marker, de kan bedre høre klokken. Grunden til dette er jo til dels at de herude fysisk ligger tættere på skoven, men også i overført betydning er de tættere på klokken i og med at de har deres haver og små marker; natur. De inde i byen forstyrres af vogne og tidens teknologiske fremskridt, de ting der i virkeligheden er ligegyldige ifølge den romantiske tankegang.
Det er gratis at oprette en konto